"Dick Dunkermans kat" af Jerome K. Jerome og "Den grå kat i Colosseum"

Dick Dunkermans kat

af Jerome K. Jerome

Richard Dunkerman og jeg havde været gamle skolekammerater, hvis en gentleman tilhørende Upper Sixth, som hver morgen ankom iklædt høj hat og et par handsker, og "en der bringer skam over Lower Fourth" der ankom iført en skottehue, på nogen måde kan kan klassificeres sammen.  Og selvom der til at starte med var en vis kulde mellem os, som stammer fra et digt, komponeret og ved lejligheder også sunget af undertegnede til minde om en påstået smertefuld hændelse forbundet med en bestemt afslutningsfest, og som, hvis jeg husker rigtigt, lød:-

Dicky, Dicky, Dunk,
Sorgfuld som en munk
Drak et glas med sherryvin,
Og blev pløret som et svin

og kulden blev holdt i live af hans brutale kritik af selvsamme digt, som blev udtrykt med den knoglede del af knæet, men alligevel lærte vi senere i livet hinanden bedre at kende og vi kom til at holde mere af hinanden.  Jeg gled ind i journalistikken, mens han i årevis havde været en mislykket advokat og dramatiker; men et forår udgav han, til os alle sammens forbavselse, sæsonens mest populære skuespil, en noget utålelig lille komedie, der dog var fuld af hyggelig stemning og tro på den menneskelige natur.  Det var et par måneder efter dens produktion, at han første gang introducerede mig for "Pyramids, Esquire."

På det tidspunkt var jeg var forelsket.  Jeg tror nok hun hed Naomi, og jeg havde lyst til at tale om hende med en eller anden.  Dick havde ry for at have en forstandig interessere for andre mænds kærlighedsforhold.  Han lod en elsker fable løs i timevis, mens han tog korte noter i et tykt rødt bind mærket "Hverdagsbogen".  Selvfølgelig vidste alle, at han blot brugte dem som råmateriale til sine skuespil, men det havde vi ikke noget imod, så længe han bare ville lytte.  Jeg tog min hat på og gik over til ham.

Vi talte om ligegyldige ting i et kvarters tid, og så gik jeg i gang med mit emne.  Jeg havde uddebatteret hendes skønhed og godhed og var godt i gang med mine egne følelser - galskaben ved at jeg havde forestillet mig, jeg nogensinde havde elsket nogen andre før, og hvor fuldstændigt umuligt det var at jeg nogensinde skulle blive interesseret i nogen anden kvinde, og mit ønske om at dø mens jeg fremhviskede hendes navn - før han handlede.  Jeg troede, han havde rejst sig for som sædvanligt at række ud efter "Hverdagsbogen", og ventede på dette, men i stedet gik han hen til døren og åbnede den, og ind gled en af de største og smukkeste sorte hankatte, jeg nogensinde har set.  Den sprang op på Dicks knæ med en blød snurrelyd, og der sad den rank og så på mig, og jeg fortsatte med min fortælling.

Efter et par minutter afbrød Dick mig med:—

"Jeg troede, du sagde, at hun hed Naomi?"

"Det gør hun også," svarede jeg.  "Hvad da?"

"Åh, ikke noget," svarede han, "du omtalte hende bare lige som Enid."

Dette var bemærkelsesværdigt, da jeg ikke havde set Enid i årevis og ganske havde glemt hende.  På en eller anden måde fik det glansen til at gå af samtalen.  Et dusin sætninger senere stoppede Dick mig igen med:—

"Hvem er Julia?"

Jeg begyndte at blive irriteret.  Jeg huskede, at Julia havde været kassedame på en restaurant i byen og, da jeg knap var andet end en dreng, havde hun næsten forledt mig til en forlovelse.  Jeg blev varm ved erindringen om de forgabte rapsodier, jeg hæst havde hældt i hendes pudderstribede øre, mens jeg hen over disken holdt hendes slatne hånd.

"Sagde jeg virkelig 'Julia'?" Svarede jeg lidt skarpt, "eller laver du sjov?"

"Du hentydede bestemt til hende som Julia," svarede han mildt.  "Men pyt med det, fortsæt du bare som du ønsker, jeg ved hvem du mener."

Men flammen var udslukt i mig.  Jeg forsøgte at få den til at blusse op igen, men hver gang jeg så op og mødte den sorte hankats grønne øjne, blafrede den ud igen.  Jeg huskede den sitren, der havde trængt ind i mit hele væsen, da Naomis hånd ved et uheld havde rørt ved min i vinterhaven, og spekulerede på, om hun havde gjort det med vilje.  Jeg tænkte på, hvor god og sød hun var over for det der irriterende dumme, kedelige drys af en mor, og spekulerede på, om det virkelig var hendes mor, eller kun en ansat.  Jeg forestillede mig hendes krone af guldbrunt hår, som jeg sidst havde set den i sollyset, der kyssede dens viltre bølger, og tænkte, at jeg gerne ville være helt sikker på, at det hele var hendes eget.

På et tidspunkt greb jeg min begejstrings flyvende skørter med tilstrækkelig fasthed til at bemærke, at efter min egen personlige mening var en god kvinde mere kostbar end rubiner; og jeg tilføjede umiddelbart bagefter - ordene undslap mig ubevidst, før jeg overhovedet var bevidst om tanken - "Det er en skam, det er så svært at fortælle dem det."

Så kom jeg fra det og sad og prøvede at huske, hvad jeg havde sagt til hende aftenen før, og håbede, at jeg ikke havde givet nogen bindende tilsagn.

Dicks stemme vækkede mig fra mine ubehagelige drømmerier.

"Nej," sagde han, "jeg tænkte nok at du ikke ville være i stand til det.  Det er der ikke nogen af dem der er."

”Hvad er der ikke nogen af dem der er?" Spurgte jeg.  Af en eller anden grund var jeg vred på Dick og på Dicks kat, og på mig selv og det meste andet.

"Hvorfor tale om kærlighed eller nogen anden form for følelse foran gamle Pyramids her?" svarede han og strøg kattens bløde hoved, mens den rejste sig og krummede ryggen.

"Hvad har den forbistrede kat med det at gøre?" Sagde jeg snerrende.

"Det er netop det, jeg ikke kan fortælle dig," svarede han, "men det er meget bemærkelsesværdigt.  Gamle Leman kiggede forbi her forleden aften og begyndte som sædvanlig at tale om Ibsen og menneskeslægtens skæbne og den socialistiske idé og alt det der - du kender ham.  Pyramids sad på netop den bordkant og så på ham, ligesom han sad og kiggede på dig for et par minutter siden, og på mindre end et kvarter var Leman kommet frem til, at samfundet ville klare sig bedre uden idealer, og at menneskeslægtens skæbne sandsynligvis var lossepladsen.  Han skubbede sit lange hår tilbage fra øjnene og så for første gang i sit liv ud til at være ved sin fornufts fulde brug.  "Vi taler om os selv," sagde han, "som om vi var Skabelsens endemål.  Jeg bliver sommetider træt af at lytte til mig selv.  Bah!' fortsatte han, 'jeg aner ikke om den menneskelige art uddør, og et eller andet insekt tager vores plads, som vi måske indtog en tidligere arts plads.  Gad vide om myrerne bliver Jordens fremtidige arvtagere.  De forstår sig på samarbejde, og har allerede en ekstra sans, som vi ikke har.  Hvis de med evolutionens hjælp efterhånden vokser sig større hvad hjerne og krop angår, så kan de blive til stærke rivaler, hvem ved?'  Mærkværdigt at høre gamle Leman tale sådan, synes du ikke?”

"Hvad fik dig til at kalde ham ’Pyramids’?" Spurgte jeg Dick.

”Det ved jeg ikke,” svarede han, ”det er vel fordi han så så gammel ud.  Navnet dukkede ligesom op."

Jeg lænede mig frem og så ind i de store grønne øjne, og væsenet, så tilbage i mine uden at blinke, indtil jeg følte at jeg blev trukket ned i selve tidens kilde.  Det virkede som om tidsaldrenes panorama måtte være passeret revy foran disse udtryksløse øjne – alle menneskehedens lidenskaber, håb og ønsker; alle de evige sandheder, der har vist sig at være falske; alle de evige trosretninger hvis opdagelse skulle frelse, indtil det blev opdaget at de i stedet førte til undergang.  Det besynderlige sorte væsen voksede og voksede, indtil det virkede til at udfylde rummet, og Dick og jeg var blot skygger, der svævede i luften.

Jeg fremtvang en latter, som dog kun delvist brød fortryllelsen, og spurgte Dick, hvor han havde fået den fra.

"Den kom til mig," svarede han, "en aften for seks måneder siden.  Jeg var inde i en uheldig periode på det tidspunkt.  To af mine skuespil, som jeg havde store forhåbninger til, var slået fejl, den ene efter den anden – du husker dem – og det virkede absurd at tro, at en manager nogensinde ville læse noget af mig igen.  Gamle Walcott havde lige fortalt mig, at han ikke anså det for rigtigt af mig under disse omstændigheder at holde fast ved forlovelsen til Lizzie, og at jeg burde tage bort og give hende en chance for at glemme mig, og jeg havde været enig med ham.  Jeg var alene i verden og var i dyb gæld.  Alt i alt virkede tingene så håbløse, som de kunne være, og nu har jeg ikke noget imod at tilstå dig, at jeg havde besluttet mig for at skyde mig en kugle for panden samme aften.  Jeg havde ladet min revolver, og den lå foran mig på skrivebordet.  Jeg sad og fingererede med den, da jeg hørte en svag kradsen ved døren.  Jeg ignorerede det til at starte med, men det blev mere vedholdende, og til sidst -- for at stoppe den svage støj, som gjorde mig mere urolig end den burde -- rejste jeg mig og åbnede døren og den gik ind.

”Den satte sig på hjørnet af mit skrivebord ved siden af den ladede pistol og sad der ret op og ned og kiggede på mig; og jeg skubbede min stol tilbage og sad og kiggede på den.  Og der kom et brev, der meddelte at en mand, hvis navn jeg aldrig havde hørt før, var blevet dræbt af en ko i Melbourne, og at ifølge hans testamente tilfaldt en arv på tre tusinde pund en af mine fjerne slægtninges bo, men han var sovet ind uden en shilling på lommen atten måneder tidligere, og havde udpget mig som hans eneste arving og eksekutor, og jeg lagde revolveren tilbage i skuffen."

"Tror du, at Pyramids ville komme og gøre ophold hos mig i en uge?" spurgte jeg og rakte over for at ae katten, mens den lå og spandt blødt på Dicks knæ.

"Det vil han måske en dag," svarede Dick lavmælt, men inden svaret kom - jeg ved ikke hvorfor - havde jeg fortrudt de spøgefulde ord.

"Jeg begyndte at tale til ham, som om han var et menneske," fortsatte Dick, "og at diskutere emner med ham.  Mit seneste skuespil betragter jeg som et samarbejde; ja, det er langt mere hans end mit."

Jeg ville have troet, at Dick var gal, hvis katten ikke havde siddet der foran mig og kigget ind i mine øjne.  Nu blev jeg kun mere interesseret i hans fortælling.

"Det var snarere et kynisk skuespil, sådan som jeg først skrev det," fortsatte han, "et sandfærdigt billede af et bestemt hjørne af samfundet, som jeg så det og kendte det.  Fra et kunstnerisk synspunkt følte jeg, at det var godt; indtægtsmæssigt var det tvivlsomt.  Jeg tog det frem fra mit skrivebord den tredje aften efter Pyramids’ ankomst, og læste det igennem.  Han satte sig på lænestolen og kiggede siderne igennem, efterhånden som jeg vendte dem.

"Det var det bedste, jeg nogensinde havde skrevet.  Indsigt i livet gennemsyrede hver linje, jeg greb mig selv i frydefuldt at læse den igen.  Pludselig sagde en stemme ved siden af mig:

"'Meget dygtigt lavet, min dreng, meget dygtigt lavet.  Hvis du nu bare vender op og ned på det, forvandl alle de bitre, sandfærdige taler til ædle følelser; dræb din departementschef i Udenrigsministeriet (som aldrig har været en populær karakter) i sidste akt i stedet for Yorkshire-manden, og lad din onde kvinde forbedre sig af sin kærlighed til helten og tage et eller andet sted hen alene for at være god ved de fattige i en sort kjole, så kunne stykket måske være værd at sætte op.'

"Jeg vendte mig indigneret for at se, hvem der talte.  Meningerne lød som en teaterchefs.  Der var ingen i værelset undtagen mig og katten.  Jeg måtte uden tvivl have talt med mig selv, men stemmen var fremmed for mig.

"Forbedre sig af sin kærlighed til helten!" Vrængede jeg, for jeg var ude af stand til at begribe at det kun var mig selv jeg skændtes med, "men det er hans gale lidenskab for hende, der ødelægger hans liv."

"'Og han vil ødelægge skuespillet når han lyder som om han deltager i en akademisk debat," svarede den anden stemme.  'Den britiske dramatiske helt har ingen lidenskab, foruden en ren og respektfuld beundring for en ærlig, gæv engelsk pige - udtalt "pii".  Du kender ikke din kunsts kanoniske værker.'

"'Og desuden' vedblev jeg, uden at lytte til afbrydelsen, ’ så vil kvinder der er født og opdraget og igennem 30 år er blevet gennemsyret af et syndigt miljø, ikke forbedre sig."

"'Jamen, hende her bliver nødt til det, sådan er det bare," var det hånlige svar, 'lad hende lytte til et orgel.'

"'Men som kunstner -' protesterede jeg.

"'Vil du aldrig få succes', lød svaret.  'Min kære mand, du og dine skuespil, kunstneriske eller ukunstneriske, vil blive glemt om ganske få år.  Du giver verden, hvad den vil have, og så vil verden give dig, hvad du vil have.  Vær nu sød at gøre som jeg siger, hvis du ønsker at leve.'

”Så med Pyramids ved min side tog den ene dag den anden, mens jeg omskrev stykket, og hver gang jeg følte, at noget var fuldstændig umuligt og uægte, skrev jeg det ned med et grin.  Og hver karakter fik jeg til at udgyde forlone dybsindigheder, mens Pyramids spandt, og jeg sørgede for, at alle mine marionetdukker gjorde det, som damen med teaterkikkerten på balkonens anden række syntes var det rigtige; og gamle Hewson siger, at stykket vil blive spillet fem hundrede aftener.

"Men det værste," konkluderede Dick, "er, at jeg ikke skammer mig over mig selv, og at jeg lader til at være tilfreds."

"Hvad tror du dyret er?" Spurgte jeg med et grin, "en ond ånd"?  For den var gået ind i værelset ved siden af og så ud gennem det åbne vindue, og da dens mærkværdige grønne øjne ikke længere trak mine mod sig, følte jeg min sunde fornuft vende tilbage til mig.

"Du har ikke boet med den i seks måneder," svarede Dick stille, "og mærket dens øjne til stedse følge dig, som jeg har gjort.  Og jeg er ikke den eneste.  Du kender Canon Whycherly, den store prædikant?"

"Mit kendskab til moderne kirkehistorie er ikke omfattende," svarede jeg.  "Jeg kender ham selvfølgelig ved navn.  Hvad med ham?"

"Han var præst i East End," fortsatte Dick, "og i ti år arbejdede han, fattig og ukendt, og førte et af de her ædle, heroiske liv, som mænd her og der endnu lever, selv i denne tidsalder.  Nu er han profeten for den moderne kristendom der er så fashionabel i South Kensington, og han kører til sin prædikestol bag et par fuldblods arabere, og hans vest tegner velstandens buede linje.  Han var her forleden morgen på vegne af prinsesse ---.  De opfører et af mine skuespil til fordel for Subsistensløse Sognepræsters Fond."

"Og tog Pyramids modet fra ham?" spurgte jeg, måske med en hånlig antydning.

"Nej," svarede Dick, "så vidt jeg kunne vurdere, bifaldt den arrangementet.  Pointen er, at i det øjeblik Whycherly kom ind i værelset, gik katten hen til ham og gned sig kærligt mod hans ben.  Han blev stående og aede den.”

"'Åh, så den er taget hen til dig, hva’?" sagde han med et mystisk smil.

"Der var ikke behov for nogen yderligere forklaring mellem os.  Jeg forstod, hvad der lå bag disse ord."

Jeg mistede kontakten med Dick i nogen tid, selvom jeg hørte en hel del om ham, for han nærmede sig hastigt positionen som tidens mest succesrige dramatiker, og Pyramids havde jeg glemt alt om, indtil jeg en eftermiddag besøgte en kunstnerven, der for nylig var kommet frem fra sultens skygger og ind i popularitetens solskin, og der så jeg et par grønne øjne, der forekom mig bekendte, funkle mod mig fra et mørkt hjørne af atelieret.

"Jamen dog,” udbrød jeg og gik over for at undersøge dyret nærmere, "jamen, du har jo Dick Dunkermans kat."

Han løftede hovedet fra staffeliet og kiggede over på mig.

"Ja," sagde han, "vi kan ikke leve af idealer," og idet jeg huskede hvad der var sket, skyndte jeg mig at ændre samtaleemne.

Siden da har jeg mødt Pyramids i mange af mine venners værelser.  De giver ham forskellige navne, men jeg er sikker på, at det er den samme kat, for jeg kender de grønne øjne.  Han bringer dem altid held, men de er aldrig helt de samme mænd igen bagefter.

Nogle gange sidder jeg og spekulerer på, om det er hans kradsen jeg kan høre ved døren.

 

Den graa Kat i Colosseum.

Aftensolen gik flammende rød ned i Vest og kastede sine Straaler ind gjennem de gabende Vinduesaabninger; paa den Østlige Himmel, der var farvet rosenrød af de straalende Reflexer, svævede Nymånens Sølvsegl højt over de hensmuldrende Mure.

Den sidste Turist havde lukket sin Baedecker (rejsehåndbog) og var forsvundet. Fra min Plads paa en Marmorforhøjning nogle Fod over Jorden saae jeg ned i de trange labyrintiske Gange, de nu afdækkede, fængselsIignende Rum, hvor en Gang de vilde Dyr og deres Vogtere ventede paa at kaldes op i Dagslyset paa den uhyre Arena. Medens jeg sad saaledes, tænkte jeg paa, at Coloseums onde Aand, hedensk endnu tiltrods for Bøn og Sang og Velsignelse og belæsset med mange Aarhundreders Forbrydelser, der nede maatte have sit specielle Tilflugtssted.

Noget gned sig op imod min Skulder og hoppede ned paa det stenlagte Gulv. Det var en liden graa Kat.

Det var et vakkert lidet Dyr, støvgraat, langhaaret og overordentlig smidigt, med smaa, velformede Øren og kloge, gule Øjne. Men hvad der indtog mig mest for den, var dens uimodstaaelige, øjensynlige Glæde ved at gjøre Bekendtskab med en, der var værdig til at forstå og skatte den.

„Frue", sagde jeg, da vi var blevne rigtig gode Venner, „desværre maa jeg

snart gaa. Det begynder nu at blive mørkt."

Dette var ikke sandt. Himlen var rigtignok efterhaanden bleven mørkerød, bleg rosa og ren lilla, men den al Tid stærkere lysende Maane udsendte et blegt, mystisk Skær

Lunefuld som alle Katte hoppede min lille Ven bort fra mig, blev et Øjeblik staaende og gned sig op imod Muren, og forsvandt saa. Jeg stod op og gik hen til Kanten. Lige under mig førte en Trappe, hvis Trin var næsten fuldstændig hensmuldrede, ned i en af de før omtalte Gange. Jeg havde ikke før nu forstaaet, at det var en Trappe; den havde set ud akkurat som en Ruin af en Murvæg. Katten, som var halvvejs nede, saae op paa mig med en indbydende, overtalende, lokkende Opfordring i hver Linje af sin smidige Krop. "Vil du gjærne, jeg skal komme der ned?" sagde jeg i en spørgende Tone.

Jeg saae mig om, medens jeg talte. Henimod Aften gaar al Tid Vagtmanden sin Runde i Colosseum, og man kan se ham hoppe let fra Mur til Mur, der hvor Arenaen er udgravet. I Aften saae jeg imidlertid ikke noget Tegn til ham, han var øjensynlig gaaet sin Vej allerede. Jeg bøjede mig ind under Rækværket og svang mig ned paa et lidet Fodfæste, jeg fandt. Det var imidlertid ikke noget Sted til at blive staaende paa, jeg maatte enten op eller ned, og jeg klatrede videre nedover.

Den Gang, jeg nu havde naaet, var dybere og mørkere, end den havde set ud til ovenfra, og dens sorte Vægge hævede sig højt op over mit Hovede. Min lille Ven travede foran mig, og jeg fulgte efter. Jeg gjorde det aldeles uden Overvejelse, drevet af en stærk Impuls.

Terrænet begyndte at helde svagt nedover. Tæt foran mig hævede sig en lav Buehvælving. Nedenfor den laa et Rum i dyb Skygge, og for Enden af det skimtede jeg et svagt Lys. Her havde altsaa Gangen beholdt sit Tag, der længere borte var faldet sammen igjen. Jeg tænkte paa, at jeg kunde lige saa godt vende om igjen. En kjærtegnende Berørelse bragte mig til at se ned. Den lille, graa Kat gned sig op ad min Ankel. Jeg bøjede mig, men den hoppede bort fra mig. Ærgerlig forfulgte jeg den ind i Mørket.

Dette strakte sig meget længere, end jeg havde ventet; jeg havde en uforklarlig, ubegribelig Forestilling om, at jo længere jeg gik, desto længere tilbage veg Lyset. Jeg gik paa glat og jævn Brolægning nu, og Vejen skrånede fremdeles nedover. På begge Sider kunde jeg føle de massive Mure. Intet Pust af frisk Luft nåede mig; men til Trods for den fugtige, gravlignende Lugt, faldt det mig ikke ind at vende om. Jeg undrede mig over en besynderlig, mumlende, monoton, vedholdende Lyd, ikke ulig en stærk, veltilfreds Malen af en Kat. Med hvert Skridt, jeg tog fremover, tiltog den i Styrke, indtil den forekom mig at fylde hele min Hjerne og bedøve mig.

Endelig nåede jeg frem til Lyset. Det kom ikke fra den månebelyste Himmel. Hvor kom det fra? Sivede det ned gjennem en Aabning i Hvælvingen. Jeg gjorde næppe mig selv noget Spørgsmål derom, der var kun et, som interesserede mig, og hvorpå jeg måtte finde Svar: Hvad var den uforklarlige Støj, der summede i min Hjærne?

Gangen endte pludselig. Jeg gik rundt Hjørnet og blev stående. Lyset var meget svagt, men jeg kunde dog se, at der nogle Alen borte hævede sig en blind Mur, og at der under Muren var en bred Afsats, hvorpå en lang, mørk Skikkelse lå sammenkrøbet. Og jeg mødte det stirrende Blik fra to store, lysende gule Øjne.

Lidt efter lidt blev Lyset stærkere; kanske det var en liden Sky, som drev bort fra Månen.

På Afsatsen lå en uhyre, støvgrå Panter og malte stærkt, medens den iagttog mig. Jeg blev aldeles forstenet af Skræk. Og dog følte jeg en djævelsk Magt, der uimodståelig drev mig til at gå nærmere. Jeg klyngede mig til Muren, gravede mine Negle ind i dens klamme Overflade og kæmpede med hver Nerve og Muskel i mit Legeme mod den fatale Impuls.

Det store Dyr rørte utålmodig på sig. Dets Malen var nu gået over til en Brummen — lav, ildevarslende, truende. Dens hele Skikkelse begyndte at dirre, medens det brede Hoved sank ned mellem de mægtige Skuldre. Den krøb sammen, færdig til Spring. Fortryllelsen, som bandt mig, løstes. Jeg vendte mig om og flygtede.

Jorden rystedes af et Brøl. En Gang gled jeg og snublede — jeg følte en hed Aande på min Nakke — de sorte Mure syntes at ville knuse mig. Jeg stødte imod de ramponerede Hjørner af Muren, jeg fandt et Fodfæste — og her forsvinder min Hukommelse aldeles.

Da jeg fik min Bevidsthed igjen, lå jeg næsegrus, nogle Skridt fra det Sted, hvor jeg havde siddet og set Månen stå op. Jeg skjalv fra Hoved til Fod, var ganske våd af Sved og følte mig svag som et lidet Barn. Rundt omkring mig lå det mægtige Amfitheater i dyb Skygge, der hist og her bredes med de milde Stråler fra Nymånen, som nu stod højt på Himlen. Uden at gjøre mig Rede hvorfor, holdt jeg Åndedrættet tilbage. Ikke en Lyd hørtes.

Ganske langsomt vendte min Erindring og mine Kræfter tilbage, og endelig huskede jeg svagt det forunderlige, der er hændet mig. Det var timedes mig at gå ned i Colosseums blodplettede Dybder og stå Ansigt til Ansigt med dets Ånd, der om Dagen påtog sig en liden, grå Kats Skikkelse og om Natten blev til en Panter der en Gang kanske havde været Martyrernes Morder — og endnu tørstede efter Menneskeblod.

Tordenen rullede dumpt i det fjerne og gjenlød under de dybe Buehvælvinger og de skjulte Gange. Jeg rejste mig, fremdeles svimmel og rystet. Siden har jeg ofte undret mig, hvorledes jeg i min svage og magtstjålne Tilstand skulde have fået Mod til at gå gjennem den mørke Hovedindgang, dersom ikke den velsignede Lyd af stemmer havde nået mit Øre -- Vagtmændene, der passiarede sammen udenfor. I Nærheden stod endnu en ensom Trojche, som ventede paa muligen at blive optaget. Jeg sprang ind i den og kjørte bort,

Behøver Jeg at fortælle, at da jeg endelig var hjemme i min egen Lejlighed og var kommet under Indflydelse af en god Middag og et Glas fartrinlig Vin, forsøgte jeg at le over den hele Historie skønt jeg var stillet mellem de ubehagelige Alternativer enten at tro, at jeg havde lidt af en langvarig Hallucination, eller at jeg havde haft en Slags Besvimelse. Jeg lovede mig selv højtidelig, at jeg igen vilde besøge Colosseum til samme Tid, bortføre katten med Magt og bringe den hjem til min huslige Arne, og gik så til Sengs, noget beroliget ved denne Beslutning.

Jeg gik til Colosseum. Jeg har set det igjen i klart Måneskin og i strålende Solskin. Jeg har set det, når dets gamle Mure tegnede sig skarpt af mod røde bengalske Flammer. Og jeg har set katte der -- sorte, stribede og helt igjennem prosaiske — men den lille graa kat — aldrig!