"Klods-Hans" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Klods-Hans" af H.C. Andersen fra 1855. Det er et af Andersens genfortællinger af folkeeventyr han hørte som barn.

Emilie Holm nævner eventyret da hun skal karakterisere hvordan Andersen fremførte sine eventyr: ”Han læste ikke, han fortalte. […] Andersen var helt inde i Eventyrets Stemning. Han var de Skikkelser han fortalte om, Klods Hans, Prinsessen, Heksen i Fyrtøjet og Dyrene, hvis pudsige Bevægelser og sjove Lyde han kunne efterligne til Fuldkommenhed, men han overdrev aldrig. Det var Stemningen han vilde have frem, og bare ved at se paa ham, følte man sig hensat til en helt anden, underlig Verden.”

Klods-Hans

   Ude paa Landet var der en gammel Gaard, og i den var der en gammel Herremand, som havde to Sønner, der vare saa vittige, at det Halve var nok; de vilde frie til Kongens Datter og det turde de, for hun havde ladet kundgjøre at hun vilde tage til Mand, den, hun fandt bedst kunde tale for sig.

   De To forberedte sig nu i otte Dage, det var den...

"Tommelise" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Tommelise" af H.C. Andersen fra 1835. Det er et af Andersens originale eventyr uden noget forlæg.

Tommelise

   Der var engang en Kone, som saa gjerne vilde have sig et lille bitte Barn, men hun vidste slet ikke, hvor hun skulde faae et fra; saa gik hun hen til en gammel Hex og sagde til hende: "Jeg vilde saa inderlig gjerne have et lille Barn, vil Du ikke sige mig, hvor jeg dog skal faae et fra?"

   "Jo, det skal vi nok komme ud af!" sagde Hexen. "Der har...

"Den grimme ælling" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Den grimme Ælling" af H.C. Andersen fra 1843. Eventyret kaldes ofte selvbiografisk, og Andersen indrømmede også dette direkte i et brev til Georg Brandes i 1869: "i 'Den grimme Ælling', er en Afspeiling af mit eget Liv". Det selvbiografiske handler her mest af alt om tonen og motivet: Geniet der er bestemt til at lykkes på trods af sin omverden.

Straks efter eventyret blev oversat til tysk og engelsk blev det så populært at det åbnede mange døre til de europæiske hoffer og parnasser over hele Europa for Andersen. I andre europæiske lande var man noget hurtigere til at fatte interesse for både Andersens egen livshistorie og for hans fornyelse af eventyrgenren, end vi var herhjemme.

Ligesom Shakespeare før ham, har der lige siden hans kanonisering været spekulationer om at H.C. Andersen skulle være af adelig eller kongelig byrd, og der gik rygter om at Christian VIII skulle være hans far. Det har ikke hold i virkeligheden, men det er interessant hvor svært det er for mange at acceptere når storhed stammer fra ringe kår, og det gik da også Andersen på hele hans liv, samtidig med at han også brugte det i sin selvfremstilling. Dette komplicerede forhold til arv og miljø er det værd at have i baghovedet, når man læser eventyret.

Den grimme Ælling

   Der var saa deiligt ude paa Landet; det var Sommer, Kornet stod guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge, og der gik Storken paa sine lange, røde Been og snakkede ægyptisk, for det Sprog havde han lært af sin Moder. Rundtom Ager og Eng var der store Skove, og midt i Skovene dybe Søer; jo, der var rigtignok deiligt derude...

"Nattergalen" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Nattergalen" af H.C. Andersen fra 1843.

Det er endnu et Andersen-eventyr som nemt lader sig udlægge som en poetik, altså et skrift om digtningens formål og væsen. Det vender vi tilbage til efter fortællingen.

"Nattergalen" postulerer at den udspiller sig i Kina, et faktisk sted, men Kina, kineserne og det kinesiske er nok snarere symboler for noget ganske andet. Det er blot „det ydre, det tilsyneladende” som Andersen selv har formuleret det. Kina er det land man som barn kunne grave sig ned til da det jo var på den anden side af Jorden – det forekommer fjernt og forunderligt fremmed.

Det er her værd at bemærke at på Andersens tid var en af betydningerne af adjektivet kinesisk én „som (haardnakket) opretholder forældede, besværlige ell. omstændelige traditioner”. Og det må man sige også kendetegner hoffet i Nattergalen. De er nøje ordnet i hierarkier i en sådan grad „at naar nogen, der var ringere end [kavaleren] vovede at tale til ham [...] saa svarede han ikke andet end „P!”” Han udstråler den kinesiske selvtilstrækkelighed der er så vidtfavnende at selv sproget går i opløsning uden for dens rammer. Den kinesiske indskrænkethed er også tydelig idet ikke ét eneste egentligt medlem af hoffet kender noget til nattergalen, for når den „aldrig [er] blevet præsenteret ved Hoffet”, findes den jo knap nok.

Deres indskrænkethed understreges yderligere da hoffolkene antager at køer og frøer, hvis 'sang' ikke ligefrem er skøn, er nattergalen . De besidder ikke (længere) nogen umiddelbar tilgang til verden; i stedet har den kinesiske verdensopfattelse præget dem i en sådan grad at hoffets virkelighedsopfattelse overskygger den faktiske virkelighed.

Denne forvrængede virkelighedsopfattelse viser sig endnu tydeligere da damerne tager „Vand i Munden for at klukke, naar nogen talte til dem; de troede da ogsaa at være Nattergale”. For dem er ordligheden mellem legetøjet „med vand der klukker ved anblæsning” og sangfuglen der synger så smukt nok til at de tror det lyder ens.

Enhver handling tillægges også kun betydning inden for hoffets snævre fortolkningsramme, hvilket også får dem til at betegne Nattergalens værdsættelse af kejserens tårer som rent „Koketteri”.

Allertydeligst kobles virkelighedsbegrebet til autoriteter uden for individet da spillemesteren proklamerer „at det var lige saa godt som før, og saa var det lige saa godt som før.” Kun den lille pige og de fattige fiskere – det umiddelbare barn og den ukultiverede underklasse – inkluderes ikke i kineseriet og genkender skønheden når de hører den.

Dog viser kejseren sig ikke at være helt fortabt i kineseriet, for da nattergalen synger for ham, får han tårer i øjnene, hvilket fuglen anset for „den rigeste Skat”. Ligesom fiskerne formår han at genkende det skønne når han hører det.

Men åbningen til en større virkelighed er kortvarig, og da han straks efter vil ære nattergalen med sin guldtøffel, er det tydeligt at han er faldet tilbage i det kinesiske med dets absurde normer og skikke – og han forsøger da også efterfølgende at indordne nattergalen i det kinesiske ved at holde den fanget.

Men nattergalen har brug for at være fri; den „tager sig bedst ud i det grønne” .

Da kejseren af Japan sender kejseren kunstfuglen, skriver han at „Kejseren af Japans Nattergal er fattig imod Kejseren af Kinas”. For kejseren af Japan er det åbenlyst at kunstfuglen kun er en sølle efterligning, men da kunstfuglen tager den levende nattergals plads, så indser hofkineserne ikke tabet – „og saa var [kunstfuglen] jo ogsaa saa meget mere nydelig at se paa”. Kun de fattige fiskere mener at „der mangler noget”. Nu er der overensstemmelse mellem den ydre skønhed og sangens (tilsyneladende) skønhed, og sangen er nu lige så tryg, overfladisk og forudsigelig som alt andet kinesisk.

Det er spillemesteren der forklarer kunstfuglens overlegenhed: „[H]os den virkelige Nattergal kan man aldrig beregne, hvad der vil komme, men hos Kunstfuglen er alt bestemt!”. Spillemesterens forestilling om hvad kunsten – i form af kunstfuglen – skal, er begrænset. Han kommer til at stå som fortaler for den før-romantiske virkeligheds- og kunstopfattelse. For spillemesteren er gennemskuelighed og forudsigelighed kunstens adelsmærker – ligesom det er det kinesiskes kendemærker. Og spillemesterens lærde værk er så vanskeligt – eller forvrøvlet – at ingen forstår det, og så bliver det dogmatisk ligesom den øvrige kinesiske ramme.

Kunstfuglen befinder sig helt og aldeles i fornuftens hverdagsverden, men dér mangler noget, og dette noget er det uforklarlige og uforudsigelige som nattergalen står for. Kun det forklarlige lader sig kortlægge af spillemesterens fornuft, men det er ikke ensbetydende med at det er det eneste der findes. Nattergalen står i kontrast til både den mekanik der kendetegner kunstfuglen, og den mekanik der kendetegner det kinesiske; den kommer som kunst til at stå for en organisk kunst der ikke lader sig reducere og ikke lader sig sætte i bur, binde med (silke)bånd og reduceres til forudsigelige formler ­– i tråd med den romantisk organismetanke og den romantiske anelse. I Danmark lader mange af H.C. Andersens tekster sig netop læse ind i universalromantikken, hvor kunstnerne og filosofferne mente at verden var som én ureducérbar organisme, og hvis egentlige natur kun lader sig ane af de geniale kunstnere der fornemmer dens væsen.

Til slut i fortællingen ligger kejseren for døden. Han er lukket inde og forladt; dog er der endnu en lille åbning ud af det kinesiske: „højt oppe stod et Vindue aabent”.

Da Døden viser sig har den iført sig kejserens klenodier – „hans Guldkrone[,] Guldsabel [og] prægtige Fane” – og viser på den måde sin fuldstændige magt over ham. Kejserens gerninger opstiller Døden for ham, både de gode og onde, men kejseren vil ikke vide af nogen af dem – „Det har jeg aldrig vidst!” siger han – og han ønsker mere end noget andet at overdøve dem med „den store, kinesiske Tromme”. Han har altså ikke været bevidst om noget af det han har gjort men har blot været et tandhjul i det kinesiske system der i højere grad har styret ham end han har styret det, og nu da han konfronteres med sin bevidstløshed, er det uudholdeligt.

Men inden Døden når at tage kejseren med, viser nattergalen sig i vinduet, og den synger så smukt at døden opgiver klenodierne og kejseren, og på den måde viser nattergalen sig at være mægtigere end døden.

Kejseren indser efterfølgende at det var forkert at forsøge at indordne nattergalen i det kinesiske og opfatter den for første gang som ligeværdig ved at acceptere at den må „komme, naar [den] selv har Lyst”. Når den kommer lover nattergalen til gengæld at den „[vil] synge for dig, at du kan blive glad og tankefuld tillige [og] jeg skal synge om ondt og godt.”

Nattergalen som repræsentant for den naturlige, romantiske kunst har som mål at kejseren skal blive glad og tankefuld. Han skal se den virkelighed som er umulig at skue for hoffet.

Læst som en poetik er det kunstens rolle at vække tilhøreren fra en begrænset virkelighedsforståelse. Åbningen til noget større i Andersens univers er derudover forbundet med det „himmelske”, og den modtagelige tilhører, i skikkelse af kejseren, har „en Duft af noget helligt om sig” (s. 204); på den måde sammenfletter Andersen kunstens med religionen – og kunstens forløsning med frelsen.

Med formaningen „fortæl ingen, at du har en lille Fugl, der siger dig alt” (s.s.) understeges det desuden at kunsten er en privat oplevelse der ikke kan inkorporeres i et system, og den absolutte formulering alt understreger poetikkens opfattelse af kunsten og verden som en del af den romantiske organismetanke der ikke lader nogen sandheder fortrænge.

Efter kejseren som symbol på sin nye selvstændighed selv tager tøj på og ønsker sine tjenere „God Morgen”, afslutter fortælleren historien. Her er der ingen "De levede lykkeligt til deres dages ende". Læst som en poetik må det udtrykke usikkerheden der ligger i enhver udlægning af en ikke-mekanisk tekst: Hvordan kejseren fortsætter bestemmer nattergalen ikke – det er kejserens udlægning af nattergalens sang der kommer til at afgøre det.

Kunstens livgivende sang kan vise vejen ud af en begrænset virkelighed, men man må selv betræde den.

Nattergalen

   I China veed Du jo nok er Keiseren en Chineser, og Alle de han har om sig ere Chinesere. Det er nu mange Aar siden, men just derfor er det værd at høre Historien, før man glemmer den! Keiserens Slot var det prægtigste i Verden, ganske og aldeles af fiint Porcelain, saa kostbart, men saa skjørt, saa vanskeligt at røre ved, at man maatte ordentlig tage sig...

"Klokken" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Klokken" af H.C. Andersen fra 1845.

Mange af H.C. Andersens tidlige eventyr var baseret på forlæg, men om netop Klokken skriver H.C. Andersen, at det »ligesom nu næsten alle efterfølgende Eventyr og Historier ere egen Opfindelse; de laae i Tanken som et Frøkorn, der behøvedes kun en Stemning, en Solstraale, en Malurtdraabe, og de bleve Blomst«

I Testrup Højskoles samlingssal er der på østvæggen et stort vægmaleri malet af Holmer Trier der afbilleder scener fra H.C. Andersens "Klokken". Her er den fattige dreng og kongesønnen afbilledet i centrum som H.C. Andersen selv og den samtidige naturvidenskabsmand H.C. Ørsted. To af 1800-tallets genier der via hver deres vej når erkendelser de anså for sammenlignelige. Ørsteds naturfilosofi kulminerede i udgivelsen af "Ånden i Naturen" der udkom næsten samtidig med "Klokken", men en opsummering af hans syn på sammenhængen mellem kunst og naturvidneskab lod sig allerede årtier inden opsummere i et brev han i 1807 skrev til Oehlenschläger: »Vi have uddannet os paa ganske ulige Veie, Du paa Kunstens, jeg paa Videnskabens. Paa hin kan man indtil man naar den störste Fuldendelse, nöyes i mange Henseender med Fölelser og Anelser, sikker ved et hovere Instinkts Ledelse; paa denne derimod, maae intet Skridt gjöres, uden at belyse alt med Fornuftens Fakkel. En ung Videnskabsmand som lader sig nöye med uforstaa[e]de eller halv forstaaede Sætninger, og derpaa bygger videre, kan umuligen opnaae nogen grundig Lærdom. Naar Videnskabsmanden naar Grendsen af sin Bane moder han först det Punkt hvor Form og Materie uadskilleligen ere forbundne, og först da vorder Videnskaben ham tillige Kunst. Digteren derimod begynder med dunkle Fölelser, som han arbeider for at bringe sig selv til Klarhed, og fremstille for andre. Ved denne indre Bestræbelse foler han dagligen större og större Trang til Indsigt, han erhverver sig den, og vækkes bestandigen mere og mere til Fornuftklarhed. Naar han har naaet Grendsen af sin Bane, sammensmælter ham Kunsten med Videnskaben. Saaledes skiller Digteren og Tænkeren sig ad, ved Begyndelsen af deres Vey, for ved Enden at omfavne hinanden«

Andersen virker til at tilslutte sig Ørsteds naturfilosofiske syn i slutningen af "Klokken", hvor naturen åbner sig for dem begge. Indsigter og dannelse går via mange veje og omveje, og derfor er det nok det mest passende af H.C. Andersens eventyr for en højskole at identificere sig med.

Klokken

   Om Aftenen i de snevre Gader i den store By, naar Solen gik ned og Skyerne skinnede som Guld oppe mellem Skorstenene, hørte tidt snart den Ene snart den Anden en underlig Lyd, ligesom Klangen af en Kirkeklokke, men det var kun et Øieblik den hørtes, for der var saadan en Rumlen med Vogne og saadan en Raaben og det forstyrrer. "Nu ringer Aftenklokken!" sagde...

"Svinedrengen" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Svinedrengen" af H.C. Andersen fra 1841.

Det er en gendigtning af et eventyr Andersen har hørt som barn, men ændringerne er talrige. Forlægget kendes fra Svend Grundtvigs indsamlede folkeeventyr "Den stolte Jomfru" der findes i mange udgaver. I folkeeventyret har den stolte jomfru indladt sig på at sove med prinsen for at få fat i hans fantastiske genstande, mens Andersen har erstattet samlejet med kys for at gøre eventyret mere børnevenligt. Den væsentligste ændring er dog nok slutningen hvori prinsessen i folkeeventyret forelsker sig i tiggerprinsen og de lever lykkeligt til deres dages ende, mens Andersen i stedet får prinsen til at vrage prinsessen som hævn for hendes manglende æstetiske sans og velvillighed til at indvillige i at kysse sig til det hun begærer.

God fornøjelse.

Svinedrengen

   Der var engang en fattig Prinds; han havde et Kongerige, der var ganske lille, men det var da altid stort nok til at gifte sig paa, og gifte sig det vilde han.

   Nu var det jo rigtignok noget kjækt af ham, at han turde sige til Keiserens Datter: "vil Du ha' mig?" men det turde han nok, for hans Navn var vidt og bredt berømt, der vare hundrede...

"Den standhaftige tinsoldat" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Den standhaftige tinsoldat" af H.C. Andersen fra 1838.

Det er et af Andersens originale eventyr uden noget forlæg. I eventyret virker det umiddelbar til at tinsoldatens sømmelige ophøjethed hyldes, men samtidig viser slutningen at tinsoldaten på den måde ikke opnåede hvad han begærede. Det er nemt at læse ind i de forventninger Andersen oplevede i sin samtid, og som han også selv lå under for.

God fornøjelse.

Den standhaftige Tinsoldat

   Der var engang fem og tyve Tinsoldater, de vare alle Brødre, thi de vare fødte af en gammel Tinskee. Geværet holdt de i Armen og Ansigtet satte de lige ud; rød og blaa, nok saa deilig var Uniformen. Det Allerførste, de hørte i denne Verden, da Laaget blev taget af Æsken, hvori de laae, var det Ord: "Tinsoldater!" det raabte en lille Dreng...

"Kejserens nye klæder" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Kejserens nye klæder" af H.C. Andersen fra 1835.

Det er en gendigtning af en tysk novelle der igen er en oversættelse af en spansk original fra samlingen El Conde Lucanor fra 1335. Den største forskel fra forlægget er at Andersen i sidste øjeblik ændrede slutningen. I det oprindelige værk er pointen at det kun er den retmæssige søn der vil kunne se tøjet, og dermed kan det bringe arvefølgen i fare hvis ikke sønnen kan se det. I Andersens udgave bliver eventyrets pointe dermed en helt anden og mere almengyldig, og det er svært at forestille sig at eventyret ville blive husket i nær samme grad, hvis ikke denne ændring havde fundet sted – og sammen med Den grimme ælling er det nok det eventyr der oftest perspektiveres til i nutiden.

God fornøjelse.

Keiserens nye Klæder

   For mange Aar siden levede en Keiser, som holdt saa uhyre meget af smukke nye Klæder, at han gav alle sine Penge ud for ret at blive pyntet. Han brød sig ikke om sine Soldater, brød sig ei om Comedie eller om at kjøre i Skoven, uden alene for at vise sine nye Klæder. Han havde en Kjole for hver Time paa Dagen, og ligesom man siger om en Konge,...

"Prinsessen på ærten" af H.C. Andersen

I dette afsnit begynder en sæson med H.C. Andersens kendteste eventyr. Det første er også det korteste: "Prinsessen på Ærten" fra 1835.

Prindsessen paa Ærten

   Der var engang en Prinds; han vilde have sig en Prindsesse, men det skulde være en rigtig Prindsesse. Saa reiste han hele Verden rundt, for at finde saadan en, men allevegne var der noget i Veien, Prindsesser vare der nok af, men om det vare rigtige Prindsesser, kunde han ikke ganske komme efter, altid var der noget, som ikke var saa rigtigt....

"Det gamle egetræs sidste drøm" af H.C. Andersen

Vi er i gang med årets julesæson, hvor vi i dag lytter til "Det gamle egetræes sidste drøm" af H.C. Andersen fra 1858.

Intro- og outromusikken i dagens afsnit er nummeret "Tanz der Zuckerfee" fra Nøddeknækkeren komponeret af Pyotr Ilyich Tchaikovsky og indspillet af Kevin MacLeod. Nummeret er downloadet fra incompetech.com under følgende licens: Creative Commons By Attribution 3.0 License.

Det gamle Egetræs sidste Drøm

   Der stod i Skoven, høit paa Skrænten, ved den aabne strand, saadan et rigtig gammelt Egetræ, det var netop tre hundrede og fem og tredsindstyve Aar, men den lange Tid var for Træet ikke mere end ligesaa mange Døgn for os Mennesker; vi vaage om Dagen, sove om Natten, og have da vore Drømme; med Træet er det anderledes, Træet er vaagent i...

"Den lille pige med svovlstikkerne" af H.C. Andersen

Vi er i gang med årets julesæson, hvor vi i dag lytter til "Den lille pige med svovlstikkerne" af H.C. Andersen fra 1845.

Eventyret er et tidligt eksempel på at Andersen i løbet af sit eventyrforfatterskab også slog ind på en mere socialrealistisk bane hvor bl.a. datidens fattigdom blev skildret så generationer af læsere har fået medlidenhed med personerne det gik ud over. Der ligger en anklage mod det omgivende samfund der i senere eventyr også bliver mere direkte. Men som det også ses i flere af Andersens andre tragiske eventyr tilføjes der også en religiøs slutning som et slags forsonende element der gør eventyret mere sentimentalt frem for agiterende. Udbredelsen af den skarpere kritik af klasseforskellene var netop kun i sin vorden da Andersen skrev, og det var først i årtierne efter at blikket blev rettet mere entydigt mod at rette op på uretfærdighederne i dette liv uden hensynstagen til et eventuelt næste.

Som det nok eneste af Andersens eventyr så blev "Den lille pige med svovlstikkerne" skrevet ud fra en tegning. Den var fremstillet af J. Th. Lundbye og er forsidebilledet til dette afsnit af Forlæst.

Ud over Lundbyes tegning var inspirationskilden til den lille pige også Andersens egen mor som han skrev om i sine erindringer: "— hun var som Lille jaget ud af sine Forældre for at betle, og da hun ikke kunde det, havde hun en heel Dag siddet og grædt under en Bro ved Odense Aa; min Barne-Tanke saae det saa tydeligt og jeg græd derover;"

Intro- og outromusikken i dagens afsnit er nummeret "Tanz der Zuckerfee" fra Nøddeknækkeren komponeret af Pyotr Ilyich Tchaikovsky og indspillet af Kevin MacLeod. Nummeret er downloadet fra incompetech.com under følgende licens: Creative Commons By Attribution 3.0 License.

Den lille pige med svovlstikkerne

 Det var saa grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk Aften; det var ogsaa den sidste Aften i Aaret, Nytaarsaften. I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille, fattig Pige med bart Hoved og nøgne Fødder; ja hun havde jo rigtignok havt Tøfler paa, da hun kom hjemme fra; men hvad kunde det hjælpe! det var meget...

"Nissen hos spekhøkeren" af H.C. Andersen

Vi er i gang med årets julesæson, hvor vi i dag lytter "Nissen hos spekhøkeren" af H.C. Andersen fra 1852.

Intro- og outromusikken i dagens afsnit er nummeret "Tanz der Zuckerfee" fra Nøddeknækkeren komponeret af Pyotr Ilyich Tchaikovsky og indspillet af Kevin MacLeod. Nummeret er downloadet fra incompetech.com under følgende licens: Creative Commons By Attribution 3.0 License.

Nissen hos Spekhøkeren
   Der var en rigtig Student, han boede paa Qvisten og eiede Ingenting; der var en rigtig Spekhøker, han boede i Stuen og eiede hele Huset, og ham holdt Nissen sig til, for her fik han hver Juleaften et Fad Grød med en stor Klump Smør i! det kunde Spekhøkeren give; og Nissen blev i Boutiken og det var meget lærerigt. 
   En Aften kom...

"Nissen og Madammen" af H.C. Andersen

Vi er i gang med årets julesæson, hvor vi i dag lytter til "Nissen og Madammen" af H.C. Andersen fra 1867.

Intro- og outromusikken i dagens afsnit er nummeret "Tanz der Zuckerfee" fra Nøddeknækkeren komponeret af Pyotr Ilyich Tchaikovsky og indspillet af Kevin MacLeod. Nummeret er downloadet fra incompetech.com under følgende licens: Creative Commons By Attribution 3.0 License.

   Nissen kjender Du, men kjender Du Madamen, Gartnerens Madam? Hun havde Læsning, kunde Vers udenad, ja med Lethed skrive dem selv; kun Rimene, "Klinkningen," som hun kaldte det, voldte hende lidt Besvær. Hun havde Skrivegave og Talegave, hun kunde godt have været Præst, idetmindste Præstekone. 
   "Jorden er deilig i sin Søndagskjole!" sagde hun, og den Tanke havde hun sat i Stiil og "...

"Tolv med posten" af H.C. Andersen

Vi er i gang med årets julesæson, hvor vi i dag lytter til "Tolv med posten" af H.C. Andersen fra 1861.

Intro- og outromusikken i dagens afsnit er nummeret "Tanz der Zuckerfee" fra Nøddeknækkeren komponeret af Pyotr Ilyich Tchaikovsky og indspillet af Kevin MacLeod. Nummeret er downloadet fra incompetech.com under følgende licens: Creative Commons By Attribution 3.0 License.

Tolv med Posten

   Det var knagende Frost, stjerneklart Veir, blikstille. "Bums!" der sloge de en Potte paa Døren, "Pjaf!" der skøde de Nytaar ind; det var Nytaarsaften; nu slog Klokken tolv.

   "Trateratra!" der kom Posten. Den store Postkarreet holdt udenfor Byens Port, den bragte tolv Personer, ikke flere kunde der rummes, alle Pladser vare besatte.

...

"Snemanden" af H.C. Andersen

I dette afsnit påbegynder vi en sæson i julens tegn, og det gør vi ved at læse H.C. Andersens eventyr Snemanden. som han skrev omkring nytåret 1861.

Musikken i dagens afsnit er nummeret "Tanz der Zuckerfee" fra Nøddeknækkeren komponeret af Pyotr Ilyich Tchaikovsky og indspillet af Kevin MacLeod. Nummeret er downloadet fra incompetech.com under følgende licens: Creative Commons By Attribution 3.0 License.

Sneemanden

"Det skrupknager i mig, saa deiligt koldt er det!" sagde Sneemanden. "Vinden kan rigtignok bide Liv i Een! Og hvor den Gloende der, hun gloer!" det var Solen, han meente; den var lige ved at gaae ned. "Hun skal ikke faae mig til at blinke, jeg kan nok holde paa Brokkerne!" 
Det var to store, trekantede Tagsteens Brokker, han havde til Øine; Munden var...

"Fyrtøjet" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi det første af H.C. Andersens eventyr som efterfølgende opnåede ikonisk status, og som er blevet genfortalt utallige gange i forskellige medier. Det indgår i Andersens første eventyrsamling til børn, og han skrev under arbejdet til sin mentor B.S. Ingemann, at "jeg troer, de lykkes mig. Jeg har givet et Par af de Eventyr, jeg selv som Lille var lykkelig ved, og som jeg ikke troer ere kjendte; jeg har ganske skrevet dem saaledes, som jeg vilde fortælle et Barn dem." Da han først var kommet længere skrev han i et andet brev: "det er mit udødeligheds Værk!"

Og han fik ret. Dette første hæfte indeholdt eventyrene "Fyrtøjet", "Lille Claus og store Claus", "Prinsessen på ærten" og "Den lilla Idas blomster", og de fleste af disse kender flertallet af danske børn stadig til.

H.C. Andersen skrev selv at Fyrtøjet var inspireret af en historie han havde hørt som barn, og det er da også en variation over en folkeeventyrsformular som ses både i Danmark og udlandet. Folkemindesamleren Svend Grundtvig karakteriserede den som eventyrtype nr. 6 med navnet "Anden i lyset". Også Brødrene Grimm indsamlede en variation som har titlen "Det blå lys". Den mest markante udgave er dog eventyret om Aladdin i 1001 nat, som vi tidligere har læst her i Forlæst. Andersen var fortrolig med både den første danske oversættelse fra 1750'erne og ikke mindst med Oehlenschlägers genfortælling fra 1805. Og allerede i 1835 bebrejdede Carsten Hauch da også Andersen, at eventyret var "en Efterligning af et bedre Digt, nemlig Alladins Lampe." Om det frarøver nogen af værkerne noget at de har disse lighedstræk, må være op til dig.

Ordliste

Tornister: Rygsæk

Tog paa Comedie: gik i teatret

Cavalier: person, der er meget velklædt, optræder fornemt, lever flot o.lgn.

Vandstøvler: vandtætte støv­ler

Cachotten: fængslet

Skjødskind: læderforklæ­de

Fyrtøjet

Der kom en Soldat marcherende henad Landeveien; een, to! een, to! han havde sit Tornister paa Ryggen og en Sabel ved Siden, for han havde været i Krigen, og nu skulle han hjem. Saa mødte han en gammel Hex paa Landeveien; hun var saa ækel, hendes Underlæbe hang hende lige ned paa Brystet. Hun sagde: "god Aften, Soldat! hvor Du har en pæn Sabel og et stort...

"Alferne på heden", "Et børneeventyr" og "Det sunkne kloster" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi tre tidlige fortællinger af H.C. Andersen. De første to fortællinger er uddrag af rejsebogen Skyggebilleder fra 1831, som Andersen i sin selvbiografi selv mente hørte til hans eventyrsdigtning, og den tredje fortælling, ved navn "Det sunkne kloster", er en omskrivning af et tysk folkeeventyr og blev trykt selvstændigt i et af datidens magasiner.

Alferne på heden

Saltværket og Kalkbrudene saae vi dog i Flugten udenfor Byen, men det var rigtignok paa samme Maade, som Bürgers Leonore, der saae Byer og Marke flyve forbi i Maaneskinnet.
Vi vare atter sex i Vognen; den ledige Plads var optaget af en ung Kjøbmand, der skulde til Dresden; saaledes dannede vi endnu en Hjerter Sex, idet vi atter befandt os paa...

"Dødningen, et fynsk folkeeventyr" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi endnu et tidligt eventyr af H.C. Andersen, Dødningen, et fyensk Folke-Eventyr. Andersen har endnu ikke fundet formen som man især kan se på den stilforvirring vi støder på undervejs, som også samtidens anmeldere beklagede sig over.

Også B. S. Ingemann, der i en årrække var Andersens mentor, mente at han endnu ikke havde fundet den form han ledte efter, og han skrev følgende til Andersen: "Hvad Eventyret angaaer, da finder jeg det smukt paa alle de Steder, hvor De ligefrem fortæller eller skildrer uden at ville være humoristisk eller satirisk. Til slige [sådanne] Barneeventyr er den simple, naive, hjertelige Fremstilling vist den heldigste, hvorimod man ved selv at raillere [gøre nar] med, hvad man fortæller, aldeles forfeiler Øiemedet og selv tilintetgjør al Virkning og poetisk Illusion. [...] Den uskyldige Barneverden, man vil føre Phantasien tilbage til, maa man først selv heelt hengive sig til, naar man vil fremkalde den for Andre. At De dertil er istand, seer jeg paa enkelte Steder; men denne Tone har De ikke vedligeholdt"

I kommende eventyr kommer vi til at se at Andersen lyttede.

 

Ordliste

Françaiser: Selskabsdanse

fugtige: berusede

Løgtemænd: Lysfænomen over moser som i folketroen er resultatet af overnaturlige væsner

Fårekyllingen peb: Varsel om død ifølge folketro

brustne: livløs

hogartske: Om maleren William Hogarth som især var kendt for satiriske motiver

Harlequin: En figur i folkekomedien som både kunne optræde dum og udspekuleret

argantisk Lampe: petroleumslampe

Forbud paa: varsel

Løibænken: Polstret bænk

Sveddug: Klæde til at dække den afdøde

kvægende: oplivende

besprængte: overstænkede

Ærts: malm

Bulbider: Bidsk hund

Drabanter: livvagter

erholdt: modtaget

Turandot: Fortælling om en grusom prinsesse fra 1001 nats eventyr

Werther og Siegwarth: Henvisning til "Den unge Werthers lidelser" af Göethe og "Siegwart, eine Klostergeschichte" af J.M. Miller

Schlafrock: slåbrok

Beenrade: skeletter

Bolle: bowle

ret lystigt: med alle kræfter

hvalte: hvælvede

Marelokker: hårlokker fra Maren der ifølge folketroen forårsager mareridt

claurensk: Om H. Clauren der skrev sentimentale romaner

huldsaligt: venligt

Dødningen, et fynsk folkeeventyr

   Omtrent en Miil fra Bogense finder man paa Marken i Nærheden af Elvedgaard, en ved sin Størrelse mærkværdig Hvidtjørn, der kan sees fra selve den jydske Kyst. I gamle Dage skal der have været to, og man fortæller, at Frederik den Anden har besøgt dette Sted, for at see denne Mærkelighed, og at de i denne Anledning vare udskaarne i...

"Tællelyset" og "Dykkerklokken" af H.C. Andersen

I dette afsnit begynder en ny sæson af Forlæst hvor vi vil påbegynde en kronologisk rejse gennem alle H.C. Andersens eventyr og historier. For variationens skyld vil dette være den første af 8-10 sæsoner der når igennem de 214 tekster han nåede at forfatte.

I dag starter vi med en kontroversiel tekst, Tællelyset, som blev fundet i Rigsarkivet i 2012 og sandsynligvis er forfattet af H.C. Andersen da han var teenager. Dog er der også nogle fagfolk der betvivler at teksten virkelig er skrevet af H.C. Andersen. Det er ikke noget fantastisk eventyr, men i løbet af de mange eventyr og historier vil vi netop se hvordan eventyrdigteren udvikler sig, og allerede her ser vi et eksempel på den måske mest andersenske genre af alle: Tingseventyret.

Dagens andet eventyr er Dykker-klokken som er et eventyr på vers. I samtiden var selv lange rimede fortællinger helt normale, men det har vi i de mellemliggende snart 200 år vænnet os af med, og heldigvis var det også en form som Andersen hurtigt lagde bag sig. Her ser vi det tidligste eksempel på Andersens fascination af ideen om havfolk som blev vakt af en af hans tidlige teateroplevelser i form af Ferdinand Knauers romantisk-komiske trylleopera Das Donauweibchen som han så som syvårig på Odense Teater. Motivet husker vi naturligvis bedst i dag fra Den lille havfrue, som vi allerede har læst i forrige sæson.

 

Ordliste

Praas: tyndt, dårligt tællelys (DDO)

Elegie: musikstykke med vemodig stemning (DDO)

Cothurner: fodbeklædning anvendt af skuespillere i den antikke tragedie; højtidelig, retorisk, patetisk, især højtravende, svulstig, opstyltet udtryksform (ODS)

"Ihr' Hoheit": Deres Nåde

"Und immer weiter": Og altid videre 

Herrehe: dss. herre-jemini (ODS)

Tappenstreg: militært signal som om aftenen der signalerer at soldater skal gå til ro (DDO)

Recensenter: anmelder (DDO)

Non: laveste karakter for en bestået eksamen (DDO)

Præ: topkarakter med særlig udmærkelse (DDO)

aarle: tidlig om tidspunkt på dagen (DDO)

"Ha sieh! ha sieh! im Augenblick, hu, hu! Ein gräßlich Wunder!": "Se! Lige nu sker der et hæsligt mirakel" Fra Cf. Bürgers "Leonore".

Carmen: digt, især lejlighedsdigt (DDO)

Tællelyset

Til Madam Bunkeflod

fra hendes hengivne

H.C. Andersen

Det sydede og bruste, mens Ilden flammede under Gryden, det var Tællelysets Vugge - og ud af den lune Vugge gled Lyset for[m]fuldendt, helstøbt, skinnende hvidt og slankt det var dannet paa en Maade, som fik Alle, der saae det til at troe at det maatte...

"Den lille havfrue" af H.C. Andersen

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er det kunsteventyret bag Den lille havfrue fra 1989 vi skal læse.

H.C. Andersens forlæg blev første gang trykt i Eventyr, fortalt for Børn, Tredie Hefte som udkom i 1837.

I forordet til hæftet skrev han om eventyret af "ethvert af hine egner sig maaskee mere for Barnet, end dette, hvis dybere Betydning kun den Ældre forstaaer, men jeg tør dog troe, at Barnet vil have Glæde deraf."

Det var et af H.C. Andersens tidlige eventyr men det første som han mente den samtidige guldalderdigter B.S. Ingemann ville kunne lide idet han skrev at det var "det eneste af mine Arbeider, som har rørt mig selv, idet jeg skrev det".

Især slutningen anså Disney ikke for at være børnevenlig, men også Disneys adaptation rørte mange tegnefilmselskere, og den markerede overgangen til den periode af både populære og anmelderroste tegnefilm der er blevet kendt som Disneys renæssance. I denne periode blev næsten alle Disneytegnefilm skåret over samme Broadwaylæst, men Broadway skal man lede en del efter i originalen. God fornøjelse.

Ordliste

Geburtsdag: fødselsdag (ODS)

Aftenstjernen: planeten Venus (ODS)

laae med Blus: at fiske ved at bruge lys­ til at tiltrække fisk (ODS)

Polyp: primitivt, hvirvelløst havdyr, fx vandmand eller koraldyr (DDO)

Beenrade: skeletter (Holbergordbog)

baltrede: boltrede, væltede (ODS)

forliebt: forelsket (DDO)

Musselin: vævet stof af fx fint bomuld (DDO)

Purpur: fornemt mørkerødt stof (DDO)

halvbrustne: halvdøde (ODS)

Vederkvægelse: forfriske; give nye kræfter (DDO)

Langt ude i Havet er Vandet saa blaat, som Bladene paa den deiligste Kornblomst og saa klart, som det reneste Glas, men det er meget dybt, dybere end noget Ankertoug naaer, mange Kirketaarne maatte stilles ovenpaa hinanden, for at række fra Bunden op over Vandet. Dernede boe Havfolkene.

Nu maa man slet ikke troe, at der kun er den nøgne hvide Sandbund; nei, der voxe de forunderligste...