grundstemning

Nogle gange kan fortællinger kategoriseres ud fra grundstemninger, og ved at vælge mellem de underordnede nøgleord nedenfor, kan du finde frem til de fortællinger du er i humør til.

"Klods-Hans" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Klods-Hans" af H.C. Andersen fra 1855. Det er et af Andersens genfortællinger af folkeeventyr han hørte som barn.

Emilie Holm nævner eventyret da hun skal karakterisere hvordan Andersen fremførte sine eventyr: ”Han læste ikke, han fortalte. […] Andersen var helt inde i Eventyrets Stemning. Han var de Skikkelser han fortalte om, Klods Hans, Prinsessen, Heksen i Fyrtøjet og Dyrene, hvis pudsige Bevægelser og sjove Lyde han kunne efterligne til Fuldkommenhed, men han overdrev aldrig. Det var Stemningen han vilde have frem, og bare ved at se paa ham, følte man sig hensat til en helt anden, underlig Verden.”

Klods-Hans

   Ude paa Landet var der en gammel Gaard, og i den var der en gammel Herremand, som havde to Sønner, der vare saa vittige, at det Halve var nok; de vilde frie til Kongens Datter og det turde de, for hun havde ladet kundgjøre at hun vilde tage til Mand, den, hun fandt bedst kunde tale for sig.

   De To forberedte sig nu i otte Dage, det var den...

"Tommelise" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Tommelise" af H.C. Andersen fra 1835. Det er et af Andersens originale eventyr uden noget forlæg.

Tommelise

   Der var engang en Kone, som saa gjerne vilde have sig et lille bitte Barn, men hun vidste slet ikke, hvor hun skulde faae et fra; saa gik hun hen til en gammel Hex og sagde til hende: "Jeg vilde saa inderlig gjerne have et lille Barn, vil Du ikke sige mig, hvor jeg dog skal faae et fra?"

   "Jo, det skal vi nok komme ud af!" sagde Hexen. "Der har...

"Den grimme ælling" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Den grimme Ælling" af H.C. Andersen fra 1843. Eventyret kaldes ofte selvbiografisk, og Andersen indrømmede også dette direkte i et brev til Georg Brandes i 1869: "i 'Den grimme Ælling', er en Afspeiling af mit eget Liv". Det selvbiografiske handler her mest af alt om tonen og motivet: Geniet der er bestemt til at lykkes på trods af sin omverden.

Straks efter eventyret blev oversat til tysk og engelsk blev det så populært at det åbnede mange døre til de europæiske hoffer og parnasser over hele Europa for Andersen. I andre europæiske lande var man noget hurtigere til at fatte interesse for både Andersens egen livshistorie og for hans fornyelse af eventyrgenren, end vi var herhjemme.

Ligesom Shakespeare før ham, har der lige siden hans kanonisering været spekulationer om at H.C. Andersen skulle være af adelig eller kongelig byrd, og der gik rygter om at Christian VIII skulle være hans far. Det har ikke hold i virkeligheden, men det er interessant hvor svært det er for mange at acceptere når storhed stammer fra ringe kår, og det gik da også Andersen på hele hans liv, samtidig med at han også brugte det i sin selvfremstilling. Dette komplicerede forhold til arv og miljø er det værd at have i baghovedet, når man læser eventyret.

Den grimme Ælling

   Der var saa deiligt ude paa Landet; det var Sommer, Kornet stod guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge, og der gik Storken paa sine lange, røde Been og snakkede ægyptisk, for det Sprog havde han lært af sin Moder. Rundtom Ager og Eng var der store Skove, og midt i Skovene dybe Søer; jo, der var rigtignok deiligt derude...

"Nattergalen" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Nattergalen" af H.C. Andersen fra 1843.

Det er endnu et Andersen-eventyr som nemt lader sig udlægge som en poetik, altså et skrift om digtningens formål og væsen. Det vender vi tilbage til efter fortællingen.

"Nattergalen" postulerer at den udspiller sig i Kina, et faktisk sted, men Kina, kineserne og det kinesiske er nok snarere symboler for noget ganske andet. Det er blot „det ydre, det tilsyneladende” som Andersen selv har formuleret det. Kina er det land man som barn kunne grave sig ned til da det jo var på den anden side af Jorden – det forekommer fjernt og forunderligt fremmed.

Det er her værd at bemærke at på Andersens tid var en af betydningerne af adjektivet kinesisk én „som (haardnakket) opretholder forældede, besværlige ell. omstændelige traditioner”. Og det må man sige også kendetegner hoffet i Nattergalen. De er nøje ordnet i hierarkier i en sådan grad „at naar nogen, der var ringere end [kavaleren] vovede at tale til ham [...] saa svarede han ikke andet end „P!”” Han udstråler den kinesiske selvtilstrækkelighed der er så vidtfavnende at selv sproget går i opløsning uden for dens rammer. Den kinesiske indskrænkethed er også tydelig idet ikke ét eneste egentligt medlem af hoffet kender noget til nattergalen, for når den „aldrig [er] blevet præsenteret ved Hoffet”, findes den jo knap nok.

Deres indskrænkethed understreges yderligere da hoffolkene antager at køer og frøer, hvis 'sang' ikke ligefrem er skøn, er nattergalen . De besidder ikke (længere) nogen umiddelbar tilgang til verden; i stedet har den kinesiske verdensopfattelse præget dem i en sådan grad at hoffets virkelighedsopfattelse overskygger den faktiske virkelighed.

Denne forvrængede virkelighedsopfattelse viser sig endnu tydeligere da damerne tager „Vand i Munden for at klukke, naar nogen talte til dem; de troede da ogsaa at være Nattergale”. For dem er ordligheden mellem legetøjet „med vand der klukker ved anblæsning” og sangfuglen der synger så smukt nok til at de tror det lyder ens.

Enhver handling tillægges også kun betydning inden for hoffets snævre fortolkningsramme, hvilket også får dem til at betegne Nattergalens værdsættelse af kejserens tårer som rent „Koketteri”.

Allertydeligst kobles virkelighedsbegrebet til autoriteter uden for individet da spillemesteren proklamerer „at det var lige saa godt som før, og saa var det lige saa godt som før.” Kun den lille pige og de fattige fiskere – det umiddelbare barn og den ukultiverede underklasse – inkluderes ikke i kineseriet og genkender skønheden når de hører den.

Dog viser kejseren sig ikke at være helt fortabt i kineseriet, for da nattergalen synger for ham, får han tårer i øjnene, hvilket fuglen anset for „den rigeste Skat”. Ligesom fiskerne formår han at genkende det skønne når han hører det.

Men åbningen til en større virkelighed er kortvarig, og da han straks efter vil ære nattergalen med sin guldtøffel, er det tydeligt at han er faldet tilbage i det kinesiske med dets absurde normer og skikke – og han forsøger da også efterfølgende at indordne nattergalen i det kinesiske ved at holde den fanget.

Men nattergalen har brug for at være fri; den „tager sig bedst ud i det grønne” .

Da kejseren af Japan sender kejseren kunstfuglen, skriver han at „Kejseren af Japans Nattergal er fattig imod Kejseren af Kinas”. For kejseren af Japan er det åbenlyst at kunstfuglen kun er en sølle efterligning, men da kunstfuglen tager den levende nattergals plads, så indser hofkineserne ikke tabet – „og saa var [kunstfuglen] jo ogsaa saa meget mere nydelig at se paa”. Kun de fattige fiskere mener at „der mangler noget”. Nu er der overensstemmelse mellem den ydre skønhed og sangens (tilsyneladende) skønhed, og sangen er nu lige så tryg, overfladisk og forudsigelig som alt andet kinesisk.

Det er spillemesteren der forklarer kunstfuglens overlegenhed: „[H]os den virkelige Nattergal kan man aldrig beregne, hvad der vil komme, men hos Kunstfuglen er alt bestemt!”. Spillemesterens forestilling om hvad kunsten – i form af kunstfuglen – skal, er begrænset. Han kommer til at stå som fortaler for den før-romantiske virkeligheds- og kunstopfattelse. For spillemesteren er gennemskuelighed og forudsigelighed kunstens adelsmærker – ligesom det er det kinesiskes kendemærker. Og spillemesterens lærde værk er så vanskeligt – eller forvrøvlet – at ingen forstår det, og så bliver det dogmatisk ligesom den øvrige kinesiske ramme.

Kunstfuglen befinder sig helt og aldeles i fornuftens hverdagsverden, men dér mangler noget, og dette noget er det uforklarlige og uforudsigelige som nattergalen står for. Kun det forklarlige lader sig kortlægge af spillemesterens fornuft, men det er ikke ensbetydende med at det er det eneste der findes. Nattergalen står i kontrast til både den mekanik der kendetegner kunstfuglen, og den mekanik der kendetegner det kinesiske; den kommer som kunst til at stå for en organisk kunst der ikke lader sig reducere og ikke lader sig sætte i bur, binde med (silke)bånd og reduceres til forudsigelige formler ­– i tråd med den romantisk organismetanke og den romantiske anelse. I Danmark lader mange af H.C. Andersens tekster sig netop læse ind i universalromantikken, hvor kunstnerne og filosofferne mente at verden var som én ureducérbar organisme, og hvis egentlige natur kun lader sig ane af de geniale kunstnere der fornemmer dens væsen.

Til slut i fortællingen ligger kejseren for døden. Han er lukket inde og forladt; dog er der endnu en lille åbning ud af det kinesiske: „højt oppe stod et Vindue aabent”.

Da Døden viser sig har den iført sig kejserens klenodier – „hans Guldkrone[,] Guldsabel [og] prægtige Fane” – og viser på den måde sin fuldstændige magt over ham. Kejserens gerninger opstiller Døden for ham, både de gode og onde, men kejseren vil ikke vide af nogen af dem – „Det har jeg aldrig vidst!” siger han – og han ønsker mere end noget andet at overdøve dem med „den store, kinesiske Tromme”. Han har altså ikke været bevidst om noget af det han har gjort men har blot været et tandhjul i det kinesiske system der i højere grad har styret ham end han har styret det, og nu da han konfronteres med sin bevidstløshed, er det uudholdeligt.

Men inden Døden når at tage kejseren med, viser nattergalen sig i vinduet, og den synger så smukt at døden opgiver klenodierne og kejseren, og på den måde viser nattergalen sig at være mægtigere end døden.

Kejseren indser efterfølgende at det var forkert at forsøge at indordne nattergalen i det kinesiske og opfatter den for første gang som ligeværdig ved at acceptere at den må „komme, naar [den] selv har Lyst”. Når den kommer lover nattergalen til gengæld at den „[vil] synge for dig, at du kan blive glad og tankefuld tillige [og] jeg skal synge om ondt og godt.”

Nattergalen som repræsentant for den naturlige, romantiske kunst har som mål at kejseren skal blive glad og tankefuld. Han skal se den virkelighed som er umulig at skue for hoffet.

Læst som en poetik er det kunstens rolle at vække tilhøreren fra en begrænset virkelighedsforståelse. Åbningen til noget større i Andersens univers er derudover forbundet med det „himmelske”, og den modtagelige tilhører, i skikkelse af kejseren, har „en Duft af noget helligt om sig” (s. 204); på den måde sammenfletter Andersen kunstens med religionen – og kunstens forløsning med frelsen.

Med formaningen „fortæl ingen, at du har en lille Fugl, der siger dig alt” (s.s.) understeges det desuden at kunsten er en privat oplevelse der ikke kan inkorporeres i et system, og den absolutte formulering alt understreger poetikkens opfattelse af kunsten og verden som en del af den romantiske organismetanke der ikke lader nogen sandheder fortrænge.

Efter kejseren som symbol på sin nye selvstændighed selv tager tøj på og ønsker sine tjenere „God Morgen”, afslutter fortælleren historien. Her er der ingen "De levede lykkeligt til deres dages ende". Læst som en poetik må det udtrykke usikkerheden der ligger i enhver udlægning af en ikke-mekanisk tekst: Hvordan kejseren fortsætter bestemmer nattergalen ikke – det er kejserens udlægning af nattergalens sang der kommer til at afgøre det.

Kunstens livgivende sang kan vise vejen ud af en begrænset virkelighed, men man må selv betræde den.

Nattergalen

   I China veed Du jo nok er Keiseren en Chineser, og Alle de han har om sig ere Chinesere. Det er nu mange Aar siden, men just derfor er det værd at høre Historien, før man glemmer den! Keiserens Slot var det prægtigste i Verden, ganske og aldeles af fiint Porcelain, saa kostbart, men saa skjørt, saa vanskeligt at røre ved, at man maatte ordentlig tage sig...

"Svinedrengen" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Svinedrengen" af H.C. Andersen fra 1841.

Det er en gendigtning af et eventyr Andersen har hørt som barn, men ændringerne er talrige. Forlægget kendes fra Svend Grundtvigs indsamlede folkeeventyr "Den stolte Jomfru" der findes i mange udgaver. I folkeeventyret har den stolte jomfru indladt sig på at sove med prinsen for at få fat i hans fantastiske genstande, mens Andersen har erstattet samlejet med kys for at gøre eventyret mere børnevenligt. Den væsentligste ændring er dog nok slutningen hvori prinsessen i folkeeventyret forelsker sig i tiggerprinsen og de lever lykkeligt til deres dages ende, mens Andersen i stedet får prinsen til at vrage prinsessen som hævn for hendes manglende æstetiske sans og velvillighed til at indvillige i at kysse sig til det hun begærer.

God fornøjelse.

Svinedrengen

   Der var engang en fattig Prinds; han havde et Kongerige, der var ganske lille, men det var da altid stort nok til at gifte sig paa, og gifte sig det vilde han.

   Nu var det jo rigtignok noget kjækt af ham, at han turde sige til Keiserens Datter: "vil Du ha' mig?" men det turde han nok, for hans Navn var vidt og bredt berømt, der vare hundrede...

"Den standhaftige tinsoldat" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Den standhaftige tinsoldat" af H.C. Andersen fra 1838.

Det er et af Andersens originale eventyr uden noget forlæg. I eventyret virker det umiddelbar til at tinsoldatens sømmelige ophøjethed hyldes, men samtidig viser slutningen at tinsoldaten på den måde ikke opnåede hvad han begærede. Det er nemt at læse ind i de forventninger Andersen oplevede i sin samtid, og som han også selv lå under for.

God fornøjelse.

Den standhaftige Tinsoldat

   Der var engang fem og tyve Tinsoldater, de vare alle Brødre, thi de vare fødte af en gammel Tinskee. Geværet holdt de i Armen og Ansigtet satte de lige ud; rød og blaa, nok saa deilig var Uniformen. Det Allerførste, de hørte i denne Verden, da Laaget blev taget af Æsken, hvori de laae, var det Ord: "Tinsoldater!" det raabte en lille Dreng...

"Kejserens nye klæder" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi "Kejserens nye klæder" af H.C. Andersen fra 1835.

Det er en gendigtning af en tysk novelle der igen er en oversættelse af en spansk original fra samlingen El Conde Lucanor fra 1335. Den største forskel fra forlægget er at Andersen i sidste øjeblik ændrede slutningen. I det oprindelige værk er pointen at det kun er den retmæssige søn der vil kunne se tøjet, og dermed kan det bringe arvefølgen i fare hvis ikke sønnen kan se det. I Andersens udgave bliver eventyrets pointe dermed en helt anden og mere almengyldig, og det er svært at forestille sig at eventyret ville blive husket i nær samme grad, hvis ikke denne ændring havde fundet sted – og sammen med Den grimme ælling er det nok det eventyr der oftest perspektiveres til i nutiden.

God fornøjelse.

Keiserens nye Klæder

   For mange Aar siden levede en Keiser, som holdt saa uhyre meget af smukke nye Klæder, at han gav alle sine Penge ud for ret at blive pyntet. Han brød sig ikke om sine Soldater, brød sig ei om Comedie eller om at kjøre i Skoven, uden alene for at vise sine nye Klæder. Han havde en Kjole for hver Time paa Dagen, og ligesom man siger om en Konge,...

"Prinsessen på ærten" af H.C. Andersen

I dette afsnit begynder en sæson med H.C. Andersens kendteste eventyr. Det første er også det korteste: "Prinsessen på Ærten" fra 1835.

Prindsessen paa Ærten

   Der var engang en Prinds; han vilde have sig en Prindsesse, men det skulde være en rigtig Prindsesse. Saa reiste han hele Verden rundt, for at finde saadan en, men allevegne var der noget i Veien, Prindsesser vare der nok af, men om det vare rigtige Prindsesser, kunde han ikke ganske komme efter, altid var der noget, som ikke var saa rigtigt....

"Det gamle egetræs sidste drøm" af H.C. Andersen

Vi er i gang med årets julesæson, hvor vi i dag lytter til "Det gamle egetræes sidste drøm" af H.C. Andersen fra 1858.

Intro- og outromusikken i dagens afsnit er nummeret "Tanz der Zuckerfee" fra Nøddeknækkeren komponeret af Pyotr Ilyich Tchaikovsky og indspillet af Kevin MacLeod. Nummeret er downloadet fra incompetech.com under følgende licens: Creative Commons By Attribution 3.0 License.

Det gamle Egetræs sidste Drøm

   Der stod i Skoven, høit paa Skrænten, ved den aabne strand, saadan et rigtig gammelt Egetræ, det var netop tre hundrede og fem og tredsindstyve Aar, men den lange Tid var for Træet ikke mere end ligesaa mange Døgn for os Mennesker; vi vaage om Dagen, sove om Natten, og have da vore Drømme; med Træet er det anderledes, Træet er vaagent i...

"Den lille pige med svovlstikkerne" af H.C. Andersen

Vi er i gang med årets julesæson, hvor vi i dag lytter til "Den lille pige med svovlstikkerne" af H.C. Andersen fra 1845.

Eventyret er et tidligt eksempel på at Andersen i løbet af sit eventyrforfatterskab også slog ind på en mere socialrealistisk bane hvor bl.a. datidens fattigdom blev skildret så generationer af læsere har fået medlidenhed med personerne det gik ud over. Der ligger en anklage mod det omgivende samfund der i senere eventyr også bliver mere direkte. Men som det også ses i flere af Andersens andre tragiske eventyr tilføjes der også en religiøs slutning som et slags forsonende element der gør eventyret mere sentimentalt frem for agiterende. Udbredelsen af den skarpere kritik af klasseforskellene var netop kun i sin vorden da Andersen skrev, og det var først i årtierne efter at blikket blev rettet mere entydigt mod at rette op på uretfærdighederne i dette liv uden hensynstagen til et eventuelt næste.

Som det nok eneste af Andersens eventyr så blev "Den lille pige med svovlstikkerne" skrevet ud fra en tegning. Den var fremstillet af J. Th. Lundbye og er forsidebilledet til dette afsnit af Forlæst.

Ud over Lundbyes tegning var inspirationskilden til den lille pige også Andersens egen mor som han skrev om i sine erindringer: "— hun var som Lille jaget ud af sine Forældre for at betle, og da hun ikke kunde det, havde hun en heel Dag siddet og grædt under en Bro ved Odense Aa; min Barne-Tanke saae det saa tydeligt og jeg græd derover;"

Intro- og outromusikken i dagens afsnit er nummeret "Tanz der Zuckerfee" fra Nøddeknækkeren komponeret af Pyotr Ilyich Tchaikovsky og indspillet af Kevin MacLeod. Nummeret er downloadet fra incompetech.com under følgende licens: Creative Commons By Attribution 3.0 License.

Den lille pige med svovlstikkerne

 Det var saa grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk Aften; det var ogsaa den sidste Aften i Aaret, Nytaarsaften. I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille, fattig Pige med bart Hoved og nøgne Fødder; ja hun havde jo rigtignok havt Tøfler paa, da hun kom hjemme fra; men hvad kunde det hjælpe! det var meget...

"Nissen hos spekhøkeren" af H.C. Andersen

Vi er i gang med årets julesæson, hvor vi i dag lytter "Nissen hos spekhøkeren" af H.C. Andersen fra 1852.

Intro- og outromusikken i dagens afsnit er nummeret "Tanz der Zuckerfee" fra Nøddeknækkeren komponeret af Pyotr Ilyich Tchaikovsky og indspillet af Kevin MacLeod. Nummeret er downloadet fra incompetech.com under følgende licens: Creative Commons By Attribution 3.0 License.

Nissen hos Spekhøkeren
   Der var en rigtig Student, han boede paa Qvisten og eiede Ingenting; der var en rigtig Spekhøker, han boede i Stuen og eiede hele Huset, og ham holdt Nissen sig til, for her fik han hver Juleaften et Fad Grød med en stor Klump Smør i! det kunde Spekhøkeren give; og Nissen blev i Boutiken og det var meget lærerigt. 
   En Aften kom...

"Nissen og Madammen" af H.C. Andersen

Vi er i gang med årets julesæson, hvor vi i dag lytter til "Nissen og Madammen" af H.C. Andersen fra 1867.

Intro- og outromusikken i dagens afsnit er nummeret "Tanz der Zuckerfee" fra Nøddeknækkeren komponeret af Pyotr Ilyich Tchaikovsky og indspillet af Kevin MacLeod. Nummeret er downloadet fra incompetech.com under følgende licens: Creative Commons By Attribution 3.0 License.

   Nissen kjender Du, men kjender Du Madamen, Gartnerens Madam? Hun havde Læsning, kunde Vers udenad, ja med Lethed skrive dem selv; kun Rimene, "Klinkningen," som hun kaldte det, voldte hende lidt Besvær. Hun havde Skrivegave og Talegave, hun kunde godt have været Præst, idetmindste Præstekone. 
   "Jorden er deilig i sin Søndagskjole!" sagde hun, og den Tanke havde hun sat i Stiil og "...

"Tolv med posten" af H.C. Andersen

Vi er i gang med årets julesæson, hvor vi i dag lytter til "Tolv med posten" af H.C. Andersen fra 1861.

Intro- og outromusikken i dagens afsnit er nummeret "Tanz der Zuckerfee" fra Nøddeknækkeren komponeret af Pyotr Ilyich Tchaikovsky og indspillet af Kevin MacLeod. Nummeret er downloadet fra incompetech.com under følgende licens: Creative Commons By Attribution 3.0 License.

Tolv med Posten

   Det var knagende Frost, stjerneklart Veir, blikstille. "Bums!" der sloge de en Potte paa Døren, "Pjaf!" der skøde de Nytaar ind; det var Nytaarsaften; nu slog Klokken tolv.

   "Trateratra!" der kom Posten. Den store Postkarreet holdt udenfor Byens Port, den bragte tolv Personer, ikke flere kunde der rummes, alle Pladser vare besatte.

...

"Den hellige nat" af Selma Lagerlöf

Vi er nået til årets julesæson, hvor vi i dag lytter til en lille julelegende af Selma Lagerlöf: "Den hellige nat" fra 1904. Det er en af forfatterens Kristuslegender som er en række fortællinger hvori Lagerlöf digter videre på de begivenheder som vi har hørt om i Bibelens evangelier.

Intro- og outromusikken i dagens afsnit er nummeret "Tanz der Zuckerfee" fra Nøddeknækkeren komponeret af Pyotr Ilyich Tchaikovsky og indspillet af Kevin MacLeod. Nummeret er downloadet fra incompetech.com under følgende licens: Creative Commons By Attribution 3.0 License.

"Juleaften i hønsehuset" af Sophus Schandorph

I dette afsnit begynder vi så småt på årets julesæson, men med en fortælling der også rummer et møde med en kat. I "Juleaften i hønsehuset" af Sophus Schandorph fra 1886 møder vi skarnsungen Ludvig som forsøger at finde noget at tage sig til juleaften, og på hans vej finder han både en kat og sin helt egen form for julestemning.

Juleaften i Hønsehuset

I.

Garver-Bolette i R- Fattighus havde en uægte Søn, som hed Ludvig, og som boede hos Moderen i Fattighuset. Han gik for al være den værste Gadedreng i Byen. Naar de "fine" Drenge om Sommeren badede sig i Aaen, efter at have afklædt sig paa den lukkede Badebro, overraskedes de tidt af Garver-Bolettes Ludvig og blev af ham regalerede med...

"Dorres Kat" af Jeppe Aakjær

i dette afsnit skal vi læse "Dorres kat" af Jeppe Aakjær. Han var en forkæmper for de fattige, og i denne novelle er det den tvangsgifte Dorre hvis usle kår vi får skildret. Hendes eneste trøst er katten hun får lov at tage med til sin nye husbond.

Selvom jeg faktisk bor blot et kvarters kørsel fra der hvor novellen finder sted, vil mit forsøg på at skildre de dialektale replikker ikke imponere dem der rent faktisk er vokset op her på egnen, men det håber jeg I kan leve med.

Indholdsadvarsler: drab på kat; underspillet seksuelt overgreb; udetaljerede selvmordstanker

Dorres Kat

Da jeg endnu var Barn, vidste jeg ikke af nogen større Lykke end at stilles paa en Stol og faa Lov til at kigge ned i Mors Dragkisteskuffe; ja, det forstaar sig, — der fulgte jo ogsaa lidt Ragen med, thi saa længe Barnet ikke har befølt Gjenstanden, har det ikke rigtig faaet dens Fortrolighed; og hvilke herlige Ting var der ikke her at rage i! Først et Utal...

"Katte" af Guy de Maupassant og "Katte på Capri" af Helge Rode

I dette afsnit skal vi høre om to forfatteres møder med katte. Først læser vi "Katte" af Guy de Maupassant og dernæst læser vi "Katte på Capri" af Helge Rode. 

Indholdsadvarsler: Døde og lemlæstede katte.

Katte

af Guy de Maupassant

I

Cap d’Antibes.

Jeg sad forleden Dag paa en Bænk udenfor min Dør, midt i Solen, foran et Bed med blomstrende Anemoner, og læste i en Bog, der nylig var udkommet, en ærlig skrevet Bog, noget, der er ligesaa fortryllende som sjældent. En stor, hvid Kat, der tilhører Gartneren, sprang op paa mine Knæ; ved dette...

"Dick Dunkermans kat" af Jerome K. Jerome og "Den grå kat i Colosseum"

Dette afsnit markerer overgangen til en række fortællinger om menneskers møder med katte.

Først skal vi læse min oversættelse af "Dick Dunkermans kat" af Jerome K. Jerome fra 1920. Jerome stiftede vi jo bekendtskab med i sidste afsnits essay om katte og hunde, og denne fortælling om mødet med en helt særlig kat kan også læses mere essayistisk, denne gang om kunstnerisk integritet.

Dernæst læser vi "Den grå kat i Colosseum" som jeg har fundet i Esbjerg Folkeblads udgave fra den 26. maj 1900 og møjsommeligt har transkriberet, for tekstgenkendelsesprogrammerne har det stadig svært med gotiske bogstaver. Det er angivet at novellen er oversat fra norsk, men hvem forfatteren er, har jeg ikke kunnet finde ud af. Også her er det en gådefuld kat vi møder, men det er helt andre hemmeligheder den gemmer på.

Indholdsadvarsel: omtale af selvmord

Dick Dunkermans kat

af Jerome K. Jerome

Richard Dunkerman og jeg havde været gamle skolekammerater, hvis en gentleman tilhørende Upper Sixth, som hver morgen ankom iklædt høj hat og et par handsker, og "en der bringer skam over Lower Fourth" der ankom iført en skottehue, på nogen måde kan kan klassificeres sammen.  Og selvom der til at starte med var...

"Udyret fra afgrunden" af Robert E. Howard

Til dette afsnit har jeg oversat Robert E. Howards essay om hvorfor katten grundlæggende er et selvisk udyr.

Essayet udkom først efter hans død, men jeg har ikke kunnet finde oplysninger om hvornår det præcist er skrevet. Dog døde Howard allerede som 30-årig i 1936, så han må have skrevet essayet cirka samtidig med at Lovecraft skrev sin kattehyldest som vi læste i sidste afsnit. Disse to essays kunne næsten ikke være mere forskellige, men alligevel er der undervejs interessante fællestræk hvad angår idéen om katten som en repræsentant for noget oprindeligt og gådefuldt der ikke lader sig tæmme. Det er en idé der genfindes mange steder, både hos tilhængere og modstandere af katten, gennem den nyere litteraturhistorie.

Indholdsadvarsel: Svært kvæstede, døende og døde katte.

Udyret fra afgrunden

Efter at have tilbragt det meste af mit liv i byer der hurtigt har vokset sig store på grund af olieforekomster, er synet af sønderrevne og lemlæstede mennesker mig ikke fremmed. Oftere end jeg bryder mig om at huske, har jeg set mennesker lide, bløde og dø på grund af maskinulykker, knivstik, skudsår og andre uheld. Alligevel tror jeg, at det mest...

"Ulthars katte" og uddrag fra "Drømmefærden til det ukendte Kadath" af H.P. Lovecraft

Til dette afsnit har jeg oversat to af H.P. Lovecrafts katteskildringer.

Vi læser til at starte med novellen "Ulthars katte" fra 1920. Her anlægges en gådefuld stil hvor vi ikke endeligt forstår kattenes verden, men blot får et mindre indblik i hvor meget mere de formår end vi er klar over.  I modsætning til mange af samtidens kattenoveller får kattene her mulighed for at gøre modstand mod de mennesker der gør dem fortræd, og Lovecraft var da også selv en stor katteelsker – hvilket vi også kommer til at høre mere om senere i sæsonen, når vi skal læse hans essay om katten.

Karakteren Atal fra "Ulthars katte" møder vi også kort i den næste historie: "Drømmefærden til det ukendte Kadath". Det er en spraglet fantasyroman som jeg har kortet ned til de sektioner der omhandler handlingstråden om Ulthars katte. Den er et efterladt skrift som Lovecraft aldrig ønskede at udgive, men den er nu udgivet i sin helhed, også på dansk, på forlaget Klim hvis dette uddrag giver dig lyst til at læse resten.

Her vokser verden fra Ulthars katte sig langt større, og de fælleselementer der er mellem teksterne er typisk for hvordan Lovecraft lader sine tekster overlappe, og på den måde gør verden de foregår i, større. Verden er stadig gådefuld fuld af referencer til personer og begivenheder vi aldrig hører mere om, men kattene heri bliver dog mindre gådefulde for til gengæld at få lov at spille en væsentligt større rolle i handlingen.

God fornøjelse.

Ulthars katte

Det siges, at i Ulthar, som ligger på den anden side af floden Skai, må intet menneske dræbe en kat; og det kan jeg sandelig tro på, når jeg ser på ham, der sidder og spinder foran ilden. For katten er gådefuld og har et tæt forhold til mærkelige ting, som mennesker ikke kan se. Han er Det Antikke Egyptens sjæl, og han overbringer fortællinger fra glemte...