"Udyret fra afgrunden" af Robert E. Howard

Til dette afsnit har jeg oversat Robert E. Howards essay om hvorfor katten grundlæggende er et selvisk udyr.

Essayet udkom først efter hans død, men jeg har ikke kunnet finde oplysninger om hvornår det præcist er skrevet. Dog døde Howard allerede som 30-årig i 1936, så han må have skrevet essayet cirka samtidig med at Lovecraft skrev sin kattehyldest som vi læste i sidste afsnit. Disse to essays kunne næsten ikke være mere forskellige, men alligevel er der undervejs interessante fællestræk hvad angår idéen om katten som en repræsentant for noget oprindeligt og gådefuldt der ikke lader sig tæmme. Det er en idé der genfindes mange steder, både hos tilhængere og modstandere af katten, gennem den nyere litteraturhistorie.

Indholdsadvarsel: Svært kvæstede, døende og døde katte.

Udyret fra afgrunden

Efter at have tilbragt det meste af mit liv i byer der hurtigt har vokset sig store på grund af olieforekomster, er synet af sønderrevne og lemlæstede mennesker mig ikke fremmed. Oftere end jeg bryder mig om at huske, har jeg set mennesker lide, bløde og dø på grund af maskinulykker, knivstik, skudsår og andre uheld. Alligevel tror jeg, at det mest...

"Katte og hunde" af H.P. Lovecraft

Til dette afsnit har jeg oversat H.P. Lovecraft virtuose essay om hvorfor katten er at foretrække frem for hunden.

I essayet bliver flere idehistoriske kampe eksemplificeret med kattens og hundens historiske status og symbolske betydning. Det er i denne sammenhæng væsentligt at være opmærksom på at essayet udkom i 1926, og med de efterfølgende to årtiers blodplettede historie i baghovedet, ser vi undervejs hvordan samtidens destruktive idéer om rangordning af mennesker også havde påvirket Lovecraft.

Det mener jeg dog ikke betyder at vi bliver nødt til at forvise dette essay til glemslen, for det er en spændende tekst hvis værdier man ikke behøver at tilslutte sig for at værdsætte Lovecrafts storladne udlægning af sin fascination af katten som dyr og som symbol.

Katte og hunde

 

Når jeg bliver fortalt om katte-og-hunde-kampen, der skal til at finde sted i Blue Pencil Club - måske et nyt påhit for din kreds, selvom det ikke er ukendt for amatørbranchen som helhed - kan jeg ikke holde mig fra at udbryde et par hedenske hyl og hvæs som mit bidrag til tvisten, skønt jeg er opmærksom på, at et ærværdigt eks-medlems ord...

Tanker om katte af bl.a. Chateaubriand, Montaigne, Ludvig Holberg og Jørgen Nielsen

I årtusinder har katte befolket menneskets fortællinger, og det har naturligvis betydet at vi også har tænkt mange tanker om deres natur. I dette afsnit vil vi læse en række kortere tekster hvor forfattere har funderet over katten, dens historie og dens rolle. De er skrevet i løbet af en periode på 400 år og er meget forskellige i deres tilgang, og alligevel er der også flere elementer der går igen. To tekster er af danske forfattere – Ludvig Holberg og Jørgen Nielsen – og de resterende har jeg oversat fra engelsk til dette afsnit af Forlæst.

Heksekatten

af Agnes Repplier

Utallige legender samler sig om katten under overtroens maleriske århundreder, da mennesket var fattige på lærdom, men rige på levende forestillinger; da de var uvidende, men aldrig kedelige. Selv efter at den mørke middelalder var lysnet, hvilede mørket stadig over missekattens sti, og der var ingen synlig opblødning af hendes lod...

"Ulthars katte" og uddrag fra "Drømmefærden til det ukendte Kadath" af H.P. Lovecraft

Til dette afsnit har jeg oversat to af H.P. Lovecrafts katteskildringer.

Vi læser til at starte med novellen "Ulthars katte" fra 1920. Her anlægges en gådefuld stil hvor vi ikke endeligt forstår kattenes verden, men blot får et mindre indblik i hvor meget mere de formår end vi er klar over.  I modsætning til mange af samtidens kattenoveller får kattene her mulighed for at gøre modstand mod de mennesker der gør dem fortræd, og Lovecraft var da også selv en stor katteelsker – hvilket vi også kommer til at høre mere om senere i sæsonen, når vi skal læse hans essay om katten.

Karakteren Atal fra "Ulthars katte" møder vi også kort i den næste historie: "Drømmefærden til det ukendte Kadath". Det er en spraglet fantasyroman som jeg har kortet ned til de sektioner der omhandler handlingstråden om Ulthars katte. Den er et efterladt skrift som Lovecraft aldrig ønskede at udgive, men den er nu udgivet i sin helhed, også på dansk, på forlaget Klim hvis dette uddrag giver dig lyst til at læse resten.

Her vokser verden fra Ulthars katte sig langt større, og de fælleselementer der er mellem teksterne er typisk for hvordan Lovecraft lader sine tekster overlappe, og på den måde gør verden de foregår i, større. Verden er stadig gådefuld fuld af referencer til personer og begivenheder vi aldrig hører mere om, men kattene heri bliver dog mindre gådefulde for til gengæld at få lov at spille en væsentligt større rolle i handlingen.

God fornøjelse.

Ulthars katte

Det siges, at i Ulthar, som ligger på den anden side af floden Skai, må intet menneske dræbe en kat; og det kan jeg sandelig tro på, når jeg ser på ham, der sidder og spinder foran ilden. For katten er gådefuld og har et tæt forhold til mærkelige ting, som mennesker ikke kan se. Han er Det Antikke Egyptens sjæl, og han overbringer fortællinger fra glemte...

"Offentlige og private scener af dyrenes liv" af Honoré de Balzac og Christopher Boeck

I dette afsnit læser vi tre fortællinger fra samlingen Offentlige og private scener af dyrenes liv fra 1842/1877. Det er eksempler på samtidens og eftertidens stadigt mere udbredte brug af dyr i almindelighed og katten i særdeleshed til at gøre grin med mennesket og dets samfund. Det er naturligvis et greb som man nemt kan spore helt tilbage til Æsop, men hvor antikken lod de talende dyr forblive i naturen, inkorporerer fortællinger som disse dyrene i menneskenes samfund.

I den første fortælling, "En afrikansk løves rejse til Paris" af Honoré de Balzac, en af tidens største forfattere, mødes en afrikansk dyrecivilisation med den franske menneskecivilisation, og på den måde latterliggøres den sidstnævnte.

Et andet greb ser vi i de to andre fortællinger: "Stakkels Beauty. Skildring af engelsk hunkats erotiske genvordigheder" af Honoré de Balzac og "Rosa og Rosita eller Den forelskede kat" af Christopher Boeck. Her er menneskene i det skarpt hierarkiske engelske samfund helt erstattet af katte og andre dyr, der på én gang overtager menneskelige dyder men alligevel bevarer noget af deres dyriske natur, og på den måde kan benyttes til at gøre grin med datidens forstokkede normer.

God fornøjelse.

Ordliste

Quousque tandem abutere, justitia, patientia nostra er en omskrivning af quousque tandem abutere, Catilina, patienta nostra som bogstaveligt betyder 'Hvor længe endnu, Catilina, vil du misbruge vor tålmodighed?'. Benyttes spøgefuldt ved udtryk for utålmodighed. (DSDE)

nec plus ultra: Den nyeste udvikling

En afrikansk løves rejse til Paris

Ved Atlasbjergenes Fod, tæt op til Ørkenen, regjerede en Løve, der altid havde udmærket sig ved sin Forslagenhed. Han begyndte imidlertid nu at blive gammel. Han mistede en stor Hjørnetand og hans Kindtænder bleve efterhaanden altfor runde og glatte, saa at man kunde høre det i hele Hovedstaden, naar han spiste et lille Lam eller...

Filurkatten fra "Alice i eventyrland" af Lewis Caroll og "Stationskatten" af J. Jacobsen

I dette afsnit skal vi se nærmere på en af de kendteste talende katte i litteraturhistorien: The Cheshire Cat som Lewis Caroll udødeliggjorde i Alice i Eventyrland fra 1865. Den stammer oprindeligt fra et britisk udtryk for at smile så stort at tandkødet kan ses, men oprindelsen til udtrykket er uvis, selvom der er mange teorier. Kattens navn er bl.a. blevet oversat til grinekatten, men her vil vi bruge den kendteste danske oversættelse: Filurkatten. Denne oversættelse er stadig altdominerende ikke mindst fordi det var den Disneys tegnefilmsadaptation fra 1951 benyttede sig af, og det er da også på grund af Disneys adaptation af Filurkatten at den er flyttet ind i den fælles kulturelle bevidsthed. Vi vil lytte til kapitel 6 fra Alice i Eventyrland, hvor Filurkatten for første gang optræder.

Dagens afsnit markerer også overgangen til en række fortællinger med talende katte der ikke har deres oprindelse i eventyrtraditionerne, men i stedet benyttes på nye og anderledes måder. Dette ses også i dagens anden historie, "Stationskatten" af J. Jacobsen som blev trykt i Esbjerg Avis den 6. januar 1900, hvor kattehovedpersonen udvisker grænserne mellem hvordan det er at leve som kat og som menneske. Den er resultatet af at jeg i forbindelse med forarbejdet til denne sæson har gennemtrawlet en række ældre danske dagblade på jagt efter kattehistorier. Jeg fandt knap 30 kandidater med hjælp fra Kim E. Jensens føljetonoversigter og Statsbibliotekets arkiver. De fleste af dem er der stort set ingen nulevende danskere der har læst, for de er så vidt jeg har kunnet finde ud af aldrig blevet genoptrykt. Det er fascinerende at kaste sig ud i den slags avisarkæologi, også selvom det meste var skrevet med gotiske bogstaver, og derfor tog lang tid at transkribere. Alligevel har jeg kun medtaget et par stykker af dem i denne sæson, ikke kun fordi kvaliteten var noget svingende, men også fordi mange simpelthen var for brutale. I modsætning til de fleste andre kattehistorier jeg har læst, er de ikke er blevet kurateret af senere generationer af redaktører, der som de fleste af nutidens læsere, havde et mere moderne syn på dyrevelfærd. For 100-150 år siden var det sjældent sørgeligt når en kat døde, tværtimod, mange af de gamle avishistorier udtænkte brutale scenarier som skulle få læseren til at more sig over kattens død. De historier vil jeg skåne jer for.

"Gris og peber" fra Alice i Eventyrland

I et par minutter stod hun og kiggede på huset og spekulerede over hvad hun nu skulle gøre, da der pludselig kom en lakaj i tjenerdragt løbende ud af skoven--(hun anså ham for at være en lakaj, netop fordi han var iklædt tjenerdragt: ellers ville hun, på grund af hans ansigt, have kaldt ham en fisk)--og bankede højlydt på døren...

"Katten og Djævlen" af James Joyce og "Katten der gik sine egne veje" af Rudyard Kipling

I dette afsnit bevæger vi os op i det 20. århundrede for at lytte til to fortællinger der kan ses som fabler der forklarer kattens rolle i verden.

"Katten og Djævlen" af James Joyce er en historie forfatteren skrev i et brev til sit barnebarn Stephen i 1936 og som først efter hans død er blevet offentliggjort som en selvstændig fortælling. Her er katten ikke antropomorficeret, men er blot et offer for menneskers rænkespil mod Djævlen. Denne fatter sympati for den stakkels kat, og dermed er associationen mellem djævlen og katten etableret.

Rudyard Kipling fortæller i "Katten, der gik sine egne veje" fra 1902 en oprindelsesmyte i mundtlig stil, hvor katten som det eneste domesticerede dyr bevarer sin selvstændighed. Samtidig er Kipling et barn af Victoriatiden, og derfor forbindes katten entydigt med kvinden, som er hende der efter først at have domesticeret manden, senere forsøger at gøre det samme ved katten, og det er hende der til sidst giver katten fripas til at komme i hjemmet. Katten er dog for snedig til for alvor at lade sig tæmme, og har kun foragt til overs for de dyr der lader mennesket gøre det mod dem. Selv efter at være flyttet ind hos mennesket går katten derfor fortsat sine egne veje – i modsætning til hunden. Relationen mellem katten og hunden, både som egentlige dyr, men også især som symboler, er et modsætningspar vi vil støde på mange gange endnu i løbet af denne sæson.

Katten og Djævlen

Min kære Stevie:

Jeg sendte dig en lille kat fyldt med slik for et par dage siden, men måske kender du ikke historien om Beaugency-katten.

Beaugency er en lille, gammel by på en af Loires breder, Frankrigs længste flod.

Det er også en meget bred flod, i hvert fald for Frankrig.

Ved Beaugency er den så bred, at hvis du...

Folkeeventyrene "Herreper" og "Per Snalter og den hvide kat"

I dette afsnit ser vi igen – og for sidste gang denne sæson – nærmere på folkeeventyrenes brug af katten. Sidste gang læste vi en kunstnerisk bearbejdet udgave af "Den hvide kat" og i dag læser vi en langt kortere mundtlig udgave fortalt af pigen Sine Olsen i Pilgård i Sir, indsamlet af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen og første gang trykt i 1888. Her er de rimede digte og opmærksomheden på nøje planlagte tematikker erstattet af en ligefrem mundtlighed og enkle arketyper. Her har kunsteventyret været inspirationen der førte til digtningen af dette folkeeventyr, som jo ingen original har, men som i stadig mere forskellige udgaver har udviklet sig som grenene på et træ. Den udgave vi er endt med er blot dén som Kristensen tilfældigvis er endt med at indsamle, mens alle de øvrige udgaver for evigt er gået tabt med deres fortællere og tilhørere.

Dagens andet eventyr er indsamlet af Asbjørnsen og Moe i Norge i 1840'erne, og er et endnu mere spændende eksempel på hvordan den mundtlige kultur indoptog både andre mundtlige fortællinger og også de kunsteventyr som fortællerne stødte på. Her er "Den bestøvlede kat" og "Den hvide kat" blevet kombineret til én og samme figur. Det er et eksempel på hvad man i nutiden kunne kalde en cross-over-fanfiction: Altså en tekst hvor to forskellige fiktive universer sammenblandes. Det er et perspektiv som understreger, at selvom den mundtlige fortællings flygtighed ikke længere er dominerende i vores kultur, så har vi som mennesker ikke forandret os synderligt. Vi ønsker stadig at digte videre på og udforske de historier og universer som taler til os, men nu gør vi det ofte sammen med mennesker over hele verden i internettets fællesskaber.

Per Snalter og den hvide kat

I et land langt langt borte herfra levede for mange mange år siden en mægtig konge, der havde tre sønner, som han holdt overmåde meget af. De to ældste var også et par smukke karle, men den tredje, Per, var der ikke stor stads ved, han skulde da også gjærne være nar for de andre, og aldrig kaldte de ham andet end Per Snalter. Kongen holdt...

"Den hvide kat" bearbejdet af R. S. Feveile efter eventyret af d'Aulnoy

Blot ét år efter Perrault skrev sin udgave af "Den bestøvlede kat", skrev Marie-Catherine d’Aulnoy eventyret "Den hvide kat". I "Den bestøvlede kat" er katten en hjælper i kraft af sine nyttige katteevner, og det var også kendetegnende for hvordan katten blev anskuet i Europa indtil da. I kontrast hertil er d'Aulnoys hvide kat primært karakteriseres ud fra sin sofistikerede elegance. I 1698 var dette en ny tilgang til katten som figur i litteraturen, og det afspejlede kattens nye rolle i især det franske samfund. Katten var ikke længere kun et nyttedyr men også et kæledyr, og især de franske adelsdamer fremhævede i disse år kattens fortrin. d'Aulnoys hvide kat er det tidligste eksempel på den menneskegjorte kat som en karakter der kan vække den mandlige hovedpersons romantiske interesse. Netop denne kønsfordeling er kun blevet styrket siden, og katten tilskrives i dag stadig meget ofte feminine egenskaber.

I dag læser vi R. S. Feveile omarbejdede udgave af eventyret med titlen "Den hvide kat eller lykken følger den kække" fra 1875.

I. Kongen og prins Manfred

„Sundhed og godt humør tillige

det er den bedste skat, du kan få;

hvad hjalp dig hele verdens rige,

kunne af glæde dit hjerte ej slå?

hvad giver livet først god kulør?

sundhed, min ven, og et godt humør!"

 

Ding — dang! ding dang! ding dang! Sørgelig lød hver morgen og aften...

"Den bestøvlede kat" og andre fabler og eventyr med katte af Æsop, Grimm og Perrault

I dag skal vi lytte til fabler og eventyr hvor katte spiller en væsentlig rolle. Jeg har medtaget adskillige fabler af Æsop, fundet en række eventyr indsamlet af brødrene Grimm, og endelig skal vi naturligvis også lytte til Den bestøvlede kat i Charles Perraults udgave. Det er særligt interessant at bemærke hvor tidligt vi kan genfinde de idéer om hvad katten symboliserer som vi stadig genfinder i nutiden.

Katten og fuglene

En kat hørte, at fuglene i et fuglehus var syge. Den klædte sig ud som læge, tog et sæt af de instrumenter, som lægerne bruger, og indfandt sig ved døren og spurgte, hvordan fuglene havde det? "Vi vil have det rigtig godt," svarede fuglene, uden at lade den komme ind, "når vi har set din ryg."

En skurk kan forstille sig, men han skuffer ikke...